3 ting du ikke skal gøre før træning![]() Træningen handler i høj grad om gode vaner – men ligesom du kan tilegne dig gode vaner, så er det også nemt at tilegne sig dårlige vaner. Når du har læst denne artikel igennem, så kan du jo passende tage dit eget pre-træningsritual op til overvejelse, og overveje hvorvidt du måske også har fået tilegnet dig nogle dårlige vaner. #1 Spise for lidt Det er meget fremme med vægttab og cut i tiden – og det er ganske naturligt, for sommeren er lige om hjørnet. Men det er altså ikke ensbetydende med, at du slet ikke skal spise inden din træning. For træningen kræver nemlig energi, og det kan gå utroligt meget ud over din performance, såfremt du slet ikke har fyldt noget benzin på tanken. Det er vidt forskelligt fra person til person, hvor tæt på træningen man kan indtage et måltid – og det ved du givetvis bedst selv, hvor lang tid det er. Men som tommelfingerregel, så kan du med fordel indtage et ordentligt måltid 2-3 timer før træningen; bestående af både protein og en fornuftig portion kulhydrat. #2 Droppe opvarmningen Der er mange forskellige tilgange til opvarmning, og nogle prioriterer det mere end andre. Det er helt i orden, og vi ved bedst selv, hvor meget vi egentlig har behov for. Som udgangspunkt begynder skavankerne at komme med alderen, og her kan yderligere opvarmning være rigtigt godt givet ud. Uanset hvad du mener om opvarmningen, så er det under alle omstændigheder en dårlig ide at droppe den. En ganske fin opvarmning behøver ikke være raket videnskab. Den kunne starte med et par minutter på kondicyklen, efterfulgt at nogle dynamiske strækøvelser – og slutteligt nogle lette opvarmningssæt med en tom stang. Det vigtigste er blot, at du laver noget let arbejde, der gør dig parat til træningen. #3 Droppe træningsprogrammet Du kender sikkert det klassiske udtryk; ”if you fail to plan, you plan to fail” – og sådan er det i allerhøjeste grad også inden for styrketræning. Hvis du ankommer til træningscentret uden den fjerneste ide om, hvad du skal lave – så er chancerne for en dårlig træning ret store. Det er naturligvis helt legalt at have nogle friuger ind imellem, hvor kroppen og hjernen får en slapper fra den skemalagte træning; men ud over dét, så bør du følge et solidt træningsprogram. Hvis du ikke selv har mod på at lægge dit eget træningsprogram, så kan du finde et fullbody træningsprogram her på Bodyman – eller du kan få tilrettelagt et af en personlig træner. Tilmed er internettet fuld af træningsprogrammer (vær dog på vagt), så der er ikke nogen undskyldning for at træne på feel. Hvad har du fundet ud af, at du IKKE skal gøre før din træning? |