8 magiske tips til at få større muskelmasse![]() Okay, helt magiske er de måske ikke, men de er i hvert fald gode. Denne artikel handler om nogle af de principper som man bare skal have kendskab til hvis man gerne vil opnå resultater men sin træning. Dette gælder uanset om du er helt ny eller har trænet længe. De fleste af rådene burde være nogle du allerede har stiftet bekendtskab med, men derfor er det godt lige at få genopfrisket det engang imellem: 1) Læs en masse om træning og se nogle videoer omkring træning. Det er en god start at du læser med herinde, men for at blive ved med at udvikle dig selv og din viden omkring træning så sørg for hele tiden at bliv klogere på træning. 2) Bliv smidig nok til at udføre øvelserne korrekt. Dette er lidt i forlængelse af ovenstående råd omkring at søge mere viden, men man bliver også nødt til at understrege vigtigheden af smidighedstræning. Den tekniske udførsel af øvelser kan tage lang tid at lære, og de ting der som regel holder folk tilbage er viden omkring udførslen og smidighed. En god måde at vurdere hvorvidt man udfører øvelsen korrekt er ved at filme sine egne løft og sammenholde det med alt den dejlige viden man har tilegnet sig. 3) Spis sundt og nok. Hvis du gerne vil tage på i muskelmasse skal du naturligvis spise mere end du forbrænder. Ellers tager man ikke på. Derudover skal det også være andet end bare toastbrød og nutella, selvom det er det eneste du tror du har råd til. Et godt mål at sigte efter er at tage et kilo på om måneden, men hvor meget man rent faktisk kan gaine af muskelmasse afhænger af mange individuelle faktorer. 4) Få nok søvn. Det kan godt ske at ens primære mål med træningen er at uppe sit game i nattelivet og flexe lidt hårdere end sidemanden. Det er sådan næsten alle starter. Dog er det vigtigt at forsøge at få 7-8 timers søvn pr nat for at kunne restituere optimalt. 5) Sørg for at blive stærkere. Det duer ikke at løfte de samme kilo dag efter dag, og år ud og år ind. Hvis din krop ikke bliver presset nok til at udvikle sig, så udvikler den sig sjovt nok ikke. Hvis du går helt i stå i nogle øvelser, så forsøg at ændre din rep-range eller skift øvelsen ud. 6) Planlæg din træning. Noget så basalt som at periodisere og planlægge sin træning er af afgørende betydning for om du kommer nogen vegne. Der findes utroligt mange færdigstrikkede programmer på internettet og når har læst en masse og kørt nogle forskellige programmer bliver du også i stand til selv at forsøge dig med at lave programmerne. 7) Husk at der er mange parametre der har konsekvenser for dine resultater. Udmattelsesgrad, intensitet, volumen, frekvens, øvelsesvalg og så videre, er alle nogle parametre du kan skrue på for at justere dit program. Der er ikke noget magisk over et to-split, 5x5, fullbody tre gange om ugen, okklussion eller tung træning hver gang. Det hele er noget du kan bruge til at variere din træning med. 8) Få nok protein. Hvis man sigter efter 2 gram protein pr kilo kropsvægt om dagen, er man fint dækket ind. Derudover kan det være en fordel at variere proteinkilder så man ikke kun spiser kylling, men også får lidt oksekød, fisk, insekter, ost og andre mælkeprodukter. Proteintilskud kan være en utrolig praktisk måde at få noget af det dækket ind på, og det er dejligt nemt at have med i tasken. Ja det blev som sagt ikke så magisk, som overskriften lovede, men hey, det er da i det mindste til at finde ud af så! |