Sådan gør du cardiotræningen sjovere![]() Hvis du er nået dertil hvor du hellere vil gense samtlige indkast i serie 6 end at lave den cardio du havde planlagt dit nye sunde liv skulle indeholde, så er det måske tid til at lave lidt ændringer i programmet. Cardio i forskellge afskygninger kan være rigtigt godt i forhold til både trænings- og sundhedsparametre, men for at kunne nyde godt af skal man jo først og fremmest gennemføre det. Der er desværre bare mange af de traditionelle cardioformer der er så uendeligt kedelige at det bliver lidt for nemt at overtale sig selv til at man ikke behøver lave det alligevel. Afhængig af hvad du vil med både din træning og cardiodelen, er der dog mange muligheder for at gøre det lidt mere interessant. 1) Skift mellem forskellige typer af cardio. 30 minutter på et hvilket som helst stationært cardioapparat kan få de fleste til at falde om af kedsomhed. I stedet for at gøre det 4 gange om ugen, kunne forskellige intervaltræningsmetoder blive udført i stedet. Sprintintervaller på cykel- og romaskine vil være langt mindre søvndyssende end de lange kedelige sessioner på stepdimsen. 2) Lav noget cirkeltræning i stedet. Ligesom med intervaltræning kan cirkeltræning blive overstået relativt hurtigt og være effektiv i forhold til både forbrænding og sjovhed. Der er masser af cirkeltræningsrutiner der er lavet i forvejen, så det er bare med at finde nogle der passer til ens niveau og så ellers komme i gang. 3) Tag til holdtræning. Der er rigtigt mange der synes cardio bliver langt mindre kedsommeligt hvis de joiner noget zumba/step/spinningsagtigt holdtræning i stedet for at skulle komme gennem træningspasset selv. Samtidig vil det også motivere folk til at holde hele sessionen og ikke droppe ud halvvejs fordi man faldt i søvn. Hvis dit center tilbyder noget holdtræning kunne dette derfor meget vel være løsningen for dig der ikke rigtigt gider, men ville ønske du gad. Måske en fast træningspartner til holdtræningen også kunne hjælpe med motivationen. 4) Dyrk noget andet sport. Fodbold, mountainbike, rulleskøjter eller svømning kunne være gode bud på ting der er langt sjovere end at stå på en stationær maskine. Det stiller selvfølgelig lidt højere krav til vejret og måske der skal investeres lidt penge i det, men hvis cardioen kan blive til en sjov hobby og ikke en sur pligt er det jo en god investering. 5) Start ud med at vær realistisk omkring hvad du orker. Hvis du planlægger alt for meget på en gang virker det nemt uoverskueligt og det vil blive meget nemt at droppe projektet allerede inden man kommer i gang med opvarmningen. I stedet for at planlægge 4x 45 minutter den første uge og gå kold efter et kvarter, så kunne man nok starte lidt mere roligt ud. Hvis det skal være holdbart i lang tid skal det være noget der er overskueligt og ikke noget du allerede to dage inden begynder at irritere dig over at du skal. Hvis der ikke er noget af det der på en eller anden måde kan afhjælpe den nedernhed du føler når du skal lave cardio, så lad vær med at lav det. Det er for dumt at bruge 3 timer om ugen på noget man virkeligt ikke gider. Sundhedseffekterne ved steady state cardio, er begrænsede hvis man i forvejen har et fint styrketræningsprogram, og hvis du ikke har det, så find sådan et i stedet. |