Vi bruger cookies til at give dig en bedre oplevelse

For at gøre denne side og vores markedsføring mest relevant for dig anvender vi egne og tredjeparts-cookies til at lave statistikker, analysere besøg og huske dine foretrukne indstillinger. Ved at give dit samtykke tillader du, at vi anvender cookies, og at vi behandler personoplysninger, som indsamles via cookies. Du har altid mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Find produkt ...
 
Kundeservice
Tlf. 81 11 46 49 Kl. 9.00-15.00
Tilbud Nyheder

Den som stræber - af Ulrik Scheibye

Denne artikel stammer fra Træningsmagasinet udgave 4.

I forrige udgave af Woman (nummer 197 23/5 – 26/6) kunne man læse om kåringen af årets sunde forbillede. En kvinde ved navn Julie på 26 år havde vundet afstemningen, og hun fremstår da også som en pige med et sundt forhold til sin krop og som en sjov og sød pige og alt det andet som læsere af Woman gerne vil være, som hun står der på side 28. Hun minder om de evigt glade Dove-piger, som vi kender fra Unilevers kampagner, der benytter kampen for kvinders selvværd som marketingsplatform.
 


Julie vejer, ligesom mange af Dove-kvinderne, omkring 12-17 kilo mere, end hvad man normalt ser afbilledet i modeblade, og det kan indledningsvis undre, at hun skulle være et særligt sundt forbillede. Af artiklen fremgår det, at hun træner en gang imellem, men der står intet om hvor meget og heller ikke noget om hendes kost eller rygevaner, som jo ellers er nogle af de bedste indikatorer for sundhed. Dermed må man konkludere, at Julie ikke har vundet på grund af sin sunde krop, men derimod på grund af indstillingen til sin krop:

”Med alderen er det gået op for mig, at jeg er nødt til at acceptere, at jeg aldrig kommer til at se ud som modellerne. Jeg har altid været timeglasformet, og det vil jeg blive ved med at være. Men jeg er begyndt at træne en gang imellem for min egen skyld. Det har givet mig en ordentlig spandfuld selvtillid,” udtaler Julie.

I opløbet om at blive Womans sunde forbillede var også kvinder, der var langt slankere end Julie, og som havde stort set samme indstilling til deres kroppe, men Julie vandt altså, og det skyldes måske hendes søde smil – om end de andre piger også havde søde smil. Man kan derfor overveje, om Julie i virkeligheden vandt, fordi hun var lidt rund og netop ikke lignede en model. Hendes forbillede var med andre ord mere behageligt at stræbe efter, fordi det er nemmere at opnå.

Modsat Womans sunde forbillede og Dove-pigerne, står diskussionen om kvindelige catwalk-modeller. Deres kroppe er til tilbagevendende debat senest eksemplificeret ved juli-måneds Eurowoman-forside, der har mødt heftig kritik, fordi den prydes af en meget slank og meget ung pige. Hvad er det for et forbillede, lyder spørgsmålet.

Det er en interessant problematik, der på den ene side kan ses som en misforstået opfattelse af en fotomodels opgave: Hun er model for moderigtigt tøj, og billedet skal udtrykke en bestemt stemning. Hun er netop ikke et forbillede. Man hører sjældent kritik af Christian Bale som forbillede, når han har tabt sig ned til samme størrelse som Michael Rasmussen; Bale er jo en skuespiller, og det forventes og accepteres, at han bruger sin krop til at udtrykke en stemning eller et kropsligt forfald.

På den anden side er det dog uomtvisteligt, at de tynde modeller bliver opfattet som forbilleder af mange kvinder. Det interessante er imidlertid ikke kun, hvordan man bør opfatte den type modebilleder, eller hvordan de bliver opfattet, men også det faktum at skønhedsidealer er og bliver uopnåelige. Historien er rig på eksempler: Tag renæssancens modeideal, der bestod af kvinder på Dove-pigernes størrelse, fordi næringsrige fødevarer var en mangelvare, hvorfor det var svært at opnå ekstra sul på kroppen, med mindre man var velhavende. Tag mange moderne asiatiske lande, hvor bleghed opfattes som et skønhedsideal, fordi der er status i ikke at have et let opnåeligt job ude i solen. Eller tag netop det tynde kropsideal, som er fremherskende i dag, fordi det - efterhånden som fødevarer er blevet rigelige – kræver kontrol over egen krop og hjerne at holde den slanke linje, hvilket man ikke kan købe sig til. Det eftertragtede kropsideal er altså fortsat det svært opnåelige.

Hvis Eurowoman havde eksisteret i år 1775, havde deres forside sandsynligvis vist en idealkvinde med godt med uopnåeligt sul på kroppen. Det er med andre ord ikke modebladene og de tynde modeller, der skaber det tynde kropsideal men derimod samfundet, der efterspørger blade med denne type modeller, fordi deres udseende er nærmest uopnåeligt og dermed opfattes som værd at stræbe efter. At opnå det uopnåelige giver nemlig status.

Dove-kampagnen og Womans sunde forbillede er en interessant modreaktion på denne tendens. Mange kvinder ved godt, at de aldrig kommer til at se ud som modellerne eksemplificeret ved Julie-citatet ovenfor, og de holder derfor op med at stræbe efter det. Man må formode, at dette er et sundhedstegn for de fleste, da det nu engang er de færreste, der kan holde sig så slanke som catwalk-modellerne uden at være på grænsen til en spiseforstyrrelse (dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, for det kan det sagtens, hvis man har generne til det). Spørgsmålet er, om det er sundt at holde op med at stræbe efter noget nær det perfekte. Med andre ord at sætte baren lavt: At sætte niveauet for sit kropsideal ved Dove-pigerne?

På sin blog, Proteinopskrifter.dk, skrev Træningsmagasinets chefredaktør Morten for nylig, at han havde observeret en tendens til, at især kvinder var kompromisløse, når de fulgte en ny sundhedstrend. Han opfordrede til et lidt mere afslappet forhold til sundheden, da en mådeholden tilgang til kost og træning vil føre til bedre resultater i det lange løb. Han blev imidlertid mødt af en modreaktion: Var det nu ikke i orden at træne hårdt og spise sundt? Denne reaktion er interessant, for ligesom Dove-pigerne er en modreaktion på de tynde modeller, så er reaktionen på Mortens opfordring om lidt sundt mådehold en modreaktion på Dove-pigerne. Læserne på Mortens blog mente simpelthen, at det skal være okay at stræbe efter det perfekte.

Men må man sige det I disse tider, hvor usikkerheden præger de unge som aldrig før? Skubber man utallige teenagere, kvinder og mænd i alle aldre ud over kanten mod en spiseforstyrrelse ved at lade det være acceptabelt at stræbe efter mere end Doves ideal? Næppe. En spiseforstyrrelse er først og fremmest en psykisk lidelse. Den tynde krop er blot et af mange mulige symptomer på dybereliggende problemer. Mindst ligeså mange falder da også i den anden grøft og bliver for tykke. Vil det gøre nogen forskel for nogen af disse mennesker – tynde som tykke – at stræbe efter det ene eller det andet? Sandsynligvis ikke, da deres problemer udspringer af noget helt andet. Hvorfor så være bange for at opfordre til at stræbe højt?

Jeg har altid været en stor beundrer af Bob Paris’ fysik, der for mig står som det perfekte billede på en mandekrop. Hvis jeg kunne trykke på en knap og komme til at ligne ham på et splitsekund, ville jeg gøre det. Som dopingfri udøver, der er lidt for glad for koldskål med kammerjunker, er jeg imidlertid klar over, at jeg ikke kommer til at ligne Bob Paris. Det betyder dog ikke så meget, for det er et udseende, jeg stræber efter, og det kan give motivation at have et kropsligt forbillede, selvom det reelt set er uopnåeligt. Det kan rive mig op af sofaen, få mig til at vælge broccoli i stedet for champagnebrus og få mig til at gå efter en gentagelse mere i et tungt sæt.

Man kan med andre ord med fuldt overlæg værdsætte det uopnåelige og stræbe efter det, så længe man gør det inden for de præmisser, man har valgt. Det gælder ikke om at opnå et ideal for enhver pris, men at vælge en pris, som man er villig til at betale og så stræbe inden for de rammer. Risikoen ved at vælge for vage forbilleder er, at man ikke udvikler sig. De fleste der træner kender sikkert de velkendte spørgsmål: Hvorfor vil du være større/mere cut/stærkere? Svaret er simpelt: Fordi man ikke er tilfreds - fordi man stræber højere.

Jeg opfordrer derfor Woman til at udskrive en ny konkurrence: ”Womans kropslige forbillede,” hvor man går efter en sund, trænet kvindekrop, der er værd at stræbe efter, både hvad angår udseende og kropslig sundhed i form af kost og motionsniveau. Så får læserne noget at stræbe efter – ikke blot noget de kan genkende i spejlet. Og det er også ganske sundt.
Bewise
Indkøbskurv
Redigér kurvTil kassen
Ingen varer i kurven.
Varer total: DKK
Levering
Redigér kurvTil kassen
0
DKK
Levering: