Vi bruger cookies til at give dig en bedre oplevelse

For at gøre denne side og vores markedsføring mest relevant for dig anvender vi egne og tredjeparts-cookies til at lave statistikker, analysere besøg og huske dine foretrukne indstillinger. Ved at give dit samtykke tillader du, at vi anvender cookies, og at vi behandler personoplysninger, som indsamles via cookies. Du har altid mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Find produkt ...
 
Kundeservice
Tlf. 81 11 46 49 Kl. 9.00-15.00
Tilbud Nyheder

De tunge vægtes endeligt - af Brian Henneberg Nielsen

Denne artikel stammer fra Træningsmagasinet udgave 5.

Når man ser sig om i det danske fitnesslandskab, er der for tiden en helt tydelig tendens. Der er ved at ske en ensretning, hvor flere og flere centre renser ud i udstyret, og afvikler de tunge vægte for at satse på nye maskiner, flere hold og håndvægte til maksimalt 26 kg.

Filosofien ude i mange centre er, at de tunge vægte tiltrækker en type medlemmer, som man ikke ønsker. Vi kan kalde dem steroidetyper eller bodybuildertyper – med andre ord folk, der på en eller anden måde virker intimiderende på den almene motionist. Der er mange meninger om denne udvikling. Centrene mener blot, at de forsøger at lave det bedste og bredeste fitnesstilbud, og at de mere hardcore løftere i stedet kan træne i styrke- og bodybuildingcentre, fordi de egentlig slet ikke hører til i fitnesscentrene. De hardcore løftere mener derimod, at der diskrimineres imod dem og lefles for middelmådigheden. Fitnesscentrene holder op med at være fitnesscentre, og bliver i stedet til hyggelige motionskaffeklubber, hvor man ikke længere er velkommen, når man begynder at blive for seriøs med sin træning. Ser man på den samlede filosofihistorie, er der langt imellem de filosoffer, der har skænket tanker omkring fysisk træning nogen større opmærksomhed. Det betyder dog ikke, at man ikke med lidt god vilje alligevel kan bruge deres tanker til noget i forhold til problematikken ovenfor. I denne klumme vil jeg derfor forsøge at bruge tanker fra nogle af historiens store filosoffer til at få klarhed over hvilke bevæggrunde, som danner baggrund for de to stridende parters synspunkter i det, vi kan kalde ’Kampen om de tunge vægtes endeligt’.
 
”Mange fitnessentusiaster løber ret hurtigt panden mod muren, hvis den tungeste håndvægt vejer 26 kg”


Filosofisk anskuelse

Den første vi møder på vores vej til forståelse af problematikken, er Heraklit som levede omkring år 500 f.kr. Ifølge Heraklit, er det vigtigt, at vi er bevidste om altings foranderlighed. Han mente, at man ikke kan stige ned i den samme flod to gange, og vi kan heller ikke træde ind i det samme center to gange. Næste gang vi træder ind af døren i centeret, er vi nemlig forandrede. Vi er f.eks. blevet stærkere, og den vægt der engang var tung, er nu let. Den squatteknik der engang var svær at lære, sidder nu i skabet. Vi har forandret os, og dermed har vores syn på centeret også ændret sig. De håndvægte på 26 kg, som engang virkede uoverkommelige at løfte, er nu opvarmningsvægte. De stænger vi dødløfter med, er begyndt at bøje og det center der engang virkede så fuld af udfordringer, er nu overvundet. Og det på trods af, at centeret i sig selv ikke har forandret sig. Du troede, at solidt stål ville være stabilt, men alting flyder, som Heraklit siger. Han påpeger altså, at der er en god sandsynlighed for, at vi på et tidspunkt bliver opmærksomme på en diskrepans mellem vores egen formåen, og centerets evne til at tilbyde nye udfordringer. Mange fitnessentusiaster løber ret hurtigt panden mod muren, hvis den tungeste håndvægt vejer 26 kg. Det kræver ikke ret mange års træning, inden man begynder at indse, at centerets begrænsning på håndvægte samtidig er en begrænsning af talent og seriøsitet, hvilket afføder konflikt og utilfredshed. Man skifter fra den almene gruppe til den hardcore gruppe, og pludselig er man i modstrid med det center man ellers har holdt af.


Utilitarismen

Hvis vi bevæger os fremad i fitnesshistorien til 1748, finder vi et solidt grundlag for centrenes synspunkter. Her møder vi nemlig englænderen Jeremy Bentham med sin utilitarisme. Utilitarismens grundsætning er ”størst mulig lykke til det størst mulige antal mennesker” – og det må siges at være den tankegang, der følges i mange moderne fitnesscentre. Ved at begrænse håndvægtene til 26 kg og fjerne andet typisk bodybuilderudstyr gør man centeret mindre attraktivt for det lille mindretal, der gerne vil løfte tungt, og samtidig tækkes man den noget større gruppe af almene motionister, der kan føle sig intimiderede af ’de store drenge’. Ifølge utilitarismen og Bentham er den etisk gode handling, dvs. den handling man bør udføre, den der bidrager til den størst mulige mængde lyst i forhold til smerte. Nogle få bliver udstødte, mens størstedelen er godt tilfreds.

Det svarer lidt til det klassiske dilemma med et tog, der er på vej til at køre en stor gruppe mennesker over. I dilemmaet har man mulighed for at lede toget ind på et sidespor, hvor det kun vil ramme en enkelt person. Vil man gøre dette? Ifølge Bentham er det netop dette man bør gøre, og ud fra en utilitaristisk filosofi gør centrene derfor det rigtige ved at satse på flertallet. Den modsatte løsning, nemlig at gøre centrene attraktive for alle – herunder også ’de store drenge’ – vil påføre ubehag hos dem, der føler sig ilde til mode i selskab med de store bodybuildertyper. Da det almene træningssegment er større end det hardcore træningssegment, er valget ud fra en utilitaristisk tankegang temmelig logisk; der må og skal satses på flertallet.

”Næste gang vi træder ind af døren i centeret, er vi nemlig forandrede”


Neitzsche om træning

De hardcore løftere giver ikke meget for Benthams utilitarisme, da de synes hele præmissen med, at folk føler sig intimiderede, er forfejlet og unuanceret. De hardcore løftere kan i stedet bruge Nietzsche (1844-1900) som deres husfilosof. Nietzsche var en slagfærdig herre, som nok ville finde ordene ’herremoral’ og ’slavemoral’ frem i debatten. At enkelte føler sig intimiderede har som sådan ikke noget med de store løftere at gøre. Det har mere at gøre med dem, der føler sig intimiderede. Centrene tilslutter sig (ud fra et Nietzscheansk synspunkt) slavemoralen. En viljesvag, usund og underkuet moral, hvor folk har travlt med at sige nej til de andre. Herremoralen derimod, beskæftiger sig udelukkende med at sige ja til sig selv. Forskellen er umådelig stor. Herremoralen tolkes ofte som en volds- og mobbemoral, hvor de stærke og livskraftige har ret til at kue de svage. Dette er dog en mistolkning af herremoralen, som både de almene motionister og en del af de hardcore løftere gør sig skyldig i. Den ægte herremoral bygger i virkeligheden på overskud, og mange store løftere har faktisk netop dette overskud. Et overskud der indebærer at tage hensyn og være flink og imødekommende overfor f.eks. folk, der umiddelbart kan føle sig intimiderede.

Mange fitnesscentres ekskluderende politik bygger på et grundlag, hvor man i stedet for at lade parterne mødes og lade de intimiderede medlemmer opdage at der faktisk ofte kommer venlighed og hjælpsomhed fra de formodede mobbere, starter ud med at skabe en kløft og en distance, som kun er med til at opretholde fordomme på begge sider. Spørgsmålet fremover er, om nogen af parterne er villige til at komme med indrømmelser for at nærme sig hinanden. Centrene må indrømme, at deres politik er baseret på et diskriminerende og seriøsitetsfornægtende grundlag, og de hardcore løftere må indrømme, at der er nogle brodne kar iblandt dem, som udnytter deres fysiske overlegenhed til at overtage centeret, hvilket får de mere fysisk gennemsnitlige personer til at føle sig skidt tilpas. Mere overskud og herremoral, ville klæde begge parter.
 
Bewise
Indkøbskurv
Redigér kurvTil kassen
Ingen varer i kurven.
Varer total: DKK
Levering
Redigér kurvTil kassen
0
DKK
Levering: