Denne artikel stammer fra Træningsmagasinet udgave 2.

Det er næppe tilfældigt, at så mange kludrer i det med vores nytårsforsæt - altså sprogligt forstås: ”Forsæt”, som i noget man sætter sig for, bliver til ”nytårsfortsæt”, som i noget man fortsætter med. Det er jo ikke så få af os, der ender med at fortsætte vores tilværelse på præcis samme måde som før årsskiftet - og så kan man vel passende kludre i det sproglige også og kalde det et nytårsfortsæt, som var det hele tiden planen at fortsætte hvor man slap, inden Rådhusklokkerne slog nytåret ind. 

Det lader til, at netop sundhed er et af vores foretrukne fokuspunkter, når nytårsforsætterne skal findes. Rygestop, mere træning, vægttab, spise sundere og at blive skadesfri er med al sandsynlighed i top ti over løfter, der afsiges under indflydelse af højtflyvende taler og højrøstede raketter. Men bør vi overhovedet hoppe ind i det nye år med disse sundhedsforsætter under nytårshatten? Hvis man vil lave noget om, så kan man jo bare gøre det i en hvilken som helst uge, en tilfældig dag, i dette sekund. På den anden side, er der noget romantisk og dramatisk over at skifte kalender og år. Solen vender tilbage, og det er jo egentlig en fin lejlighed til at kaste lys over de dårlige vaner - en mental nytårsrengøring: Nyt år, nyt liv, nye gode vaner.

Men den nye adfærd bliver sjældent helt så vanedannende som den gamle. Vi er naturligvis dannede mennesker, og vi bestemmer selv, men i ligeså høj grad er vi dannet af vores vaner. Små handlinger vi udfører dagligt - gavnlige såvel som nedbrydende - definerer vores hverdag. Så vi står op på samme tidspunkt, gennemfører morgenrutinen som vanligt, arbejdet udføres vanen tro, og sædvanligvis er også træningsrutinen, noget vi er vant til. Hverdagen er en vanesag. Og dermed forstår vi pludselig nytårsforsættets styrke: Det handler om vanens magt. Hvis man kan beslutte sig for at ændre en dårlig vane eller indføre en god, så kommer resten af sig selv. Problemet er blot, at de gamle vaner ikke sådan lader sig forynge. Vi ser det i træningscentret. 

Inderlårsmaskinen, der gang på gang bliver kåret som verdens mest nyttesløse træningsredskab, er pludselig ligeså velbesøgt, som pizzamanden var 1. januar ved eftermiddagstid. Aftaler om introtimer i fitnessinstruktørernes kalendere bliver kun overgået i tæthed af de nye medlemmers gode intentioner, og centrene kan se frem til månedsvis af fast indtægt: Først fra en måned med træning, så en måned med meget lidt træning som bliver fulgt op af flere måneder, hvor man burde gå til træning, og idet man burde og gerne vil, er der ingen grund til at melde sig ud - jeg tager jo derned i morgen! Heldigvis kommer der snart noget i vejen for alvor. Nyt job, ny kæreste, nye muligheder, travlt på job, endelig single, ingen muligheder. Forklaringer og undskyldninger blander sig med årsager og årstider, og snart er det januar igen, og så skal beslutningen jo tages. I år skal det være. 



Måske skal der ikke trænes fire gange om ugen, som planen var i 2011, og 2012 viste jo, at tre gange heller ikke helt gik. Men der skal trænes. Det forsæt er også meget nemmere at holde. Hm... Tabe mig - det stod der for to år siden, og sidste år skulle jeg tabe mig igen, og intet år uden at der ryger et par kilo på, så i år skal jeg tabe mig mere. Og så skal det være slut med alkohol, ligesom de forrige år, og smøger. Eller jeg skal i hvert fald drikke mindre i år. 

Og skulle der komme noget i vejen, en fest, en ferie, en flødekage, så er der jo ingen grund til at være fanatisk. Man kan jo lige så godt tage de store beslutninger tirsdag d. 2. marts som 1. januar. Min viljestyrke er da langt stærkere, end at jeg behøver lade mig diktere af en eller anden tilfældig mærkedag. Det er med andre ord fint med det nytårsforsæt. En kontrakt, et løfte, et regnskab og et håb om bedre tider - en fremtidsplan. Men kontrakten er heldigvis ikke bindende, løftet ikke afgivet under ed, jeg står kun til regnskab for mig selv og håbet falmer ikke, som det hænger der: Evigt grønt glødende i nytårsfyrværkeriets og kransekagernes skær og skygger. For det gode ved planer for fremtiden er, at de altid kan realiseres næste år.