Vi bruger cookies til at give dig en bedre oplevelse

For at gøre denne side og vores markedsføring mest relevant for dig anvender vi egne og tredjeparts-cookies til at lave statistikker, analysere besøg og huske dine foretrukne indstillinger. Ved at give dit samtykke tillader du, at vi anvender cookies, og at vi behandler personoplysninger, som indsamles via cookies. Du har altid mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Find produkt ...
 
Kundeservice
Tlf. 81 11 46 49 Kl. 9.00-15.00
Tilbud Nyheder

Introduktion til kosttilskud


 


Når man beslutter sig for at anvende kosttilskud, så kan det for mange være en forvirrende affære, at finde ud af hvad man skal købe. I langt de fleste tilfælde skyldes det, at folk ikke kender deres egne behov, og ikke forstår den funktion de forskellige kosttilskud har. Det vil vi forsøge at bringe lidt overblik over i denne artikel, hvor vi ser nærmere på de mest gængse kosttilskud.

Proteinpulver

Der er mange som fejlagtigt tror, at proteinpulver har en isoleret registrerbar effekt. Folk snakker ofte om, at de skal på proteinkur. Og når de efter et stykke tid ikke er blevet større, så er det fordi proteinpulveret ikke har ”virket”. Sådan fungerer det bare ikke. Hvis man ikke er blevet større mens man har anvendt proteinpulver, så er det ikke pulverets skyld. Så er der noget grundlæggende galt med ens kost og træning. Proteinpulver er et supplement til ens kost. Det er meget vigtigt at understrege. Et tilstrækkeligt proteinindtag er vitalt for optimale resultater, uanset om man får det igennem kosten eller delvist igennem proteinpulver. Det proteinpulver primært gør, er at gøre livet lettere for vægttræningsudøveren. For det første er det lettere at nå sit daglige indtag af protein, hvis man kan supplere med lidt proteinshakes. Og for det andet, så har proteinpulver en ernæringsmæssig kvalitet, og en optagelighed, som gør at det er optimalt efter træning.

Når man skal købe sit proteinpulver, så kan man primært vælge imellem 2 typer af protein, nemlig whey proteinpulver og kasein proteinpulver. Det er selvfølgelig ikke de eneste 2 typer af proteinpulver der findes. Der anvendes mange andre typer protein, til fremstillende af proteinpulver, blandt andet sojaprotein, ærteprotein, risprotein osv. Men de 2 mest anvendte typer er whey protein og kasein protein. Begge dele er mælkebestanddele, med hver sine fordele og ulemper.

Whey proteinpulver

I komælk er der typisk 80 % kasein og 20 % valle (whey). Vallen er det flydende materiale som skilles fra i forbindelse med osteproduktion. I gamle dage smed man vallen væk, men i dag bruges det til mange forskellige formål, herunder også produktion af whey proteinpulver. Whey proteinpulver har en meget høj biologiske værdi, pga. den optimale fordeling af aminosyrer. Fordelen ved whey proteinpulver er primært, at det er letfordøjeligt og hurtig optageligt. Derfor er det perfekt som post-workout shake. Det er dog i denne forbindelse vigtigt at påpege, at man ikke kun har brug for letfordøjeligt og hurtig optageligt protein efter træning. Det er også vigtigt, at man får nogle hurtige kulhydrater til opfyldning af glykogen-depoterne. Men mere om det senere.

Kasein proteinpulver

Kasein proteinpulver kommer som navnet antyder fra den anden mælkebestanddel, nemlig kasein. Kasein har en tendens til at klumpe sammen i fordøjelsessystemet, og er derfor længere tid om at blive nedbrudt og optaget. Det er derfor fordelagtigt, at indtage kasein inden sengetid, da man så har protein i systemet i længere tid, end hvis man indtog whey proteinpulver. Det er dog ikke et krav, at man skal anskaffe sig begge dele. Whey proteinpulver kan sagtens anvendes som en ”godnat-shake”, og man kan også få gode resultater ved at anvende kasein som post-workout shake. Der er mest henvendt til folk som ønsker at optimere tingene.
 

Weight gainer

Det næste produkt vi skal se på er weightgainer pulver. Det er ofte et meget misforstået produkt, da mange tror man bliver fed af det. Jeg ved ikke om det er produktets navn, som bidrager til denne misforståelse. Men ikke desto mindre er det 100 % forkert. Der findes reelt ikke noget man pr. definition bliver fed af. Man bliver fed af at indtage flere kalorier end man forbrænder. Så simpelt er det. Weightgain pulver er reelt bare proteinpulver, tilsat kulhydrater, og nogle gange også vitaminer, mineraler og andre bestanddele. Det primære formål med weightgain pulver er at gøre det lettere for folk som har svært ved at tage på, at få nok kalorier og protein. Det er som bekendt lettere at drikke sig til kalorier, end at spise sig til dem. Så ved at supplere sin kost med nogle weightgain shakes dagligt, kan man presse sit daglige kalorieindtag op i et område, hvor man havner i kalorieoverskud, og derved skaber basis for muskeltilvækst. Weightgain pulver kan også anvendes som måltidserstatningspulver, hvis man ikke har tid eller overskud til at lave et måltid. Og så egner weightgain pulver sig rigtigt godt som post-workout shake, da det både indeholder proteiner og kulhydrater. Som nævnt tidligere, så er det vigtigt, at man både får både proteiner og kulhydrater efter træning, for at optimere restitutionen, og kickstarte muskelopbygningen. Anvender man whey proteinpulver efter træning, så bør man supplere med noget kulhydratpulver eller indtage noget mad som indeholder hurtige kulhydrater. Det problem har man ikke hvis man anvender weightgain pulver efter træning, da det indeholder begge dele.
 

Kulhydratpulver

Når vi nu alligevel er inde på det, så kan vi ligeså godt tage fat i kulhydratpulver. Kulhydratpulver får af gode grunde ikke den samme fokus som proteinpulver, da protein spiller langt de vigtigste rolle i forbindelse med muskeltilvækst. Det kan dog være en fordel at anskaffe sig noget kulhydratpulver, hvis man kun kører med proteinpulver, og ikke anvender weightgain pulver som post-workout shake. Det er vigtigt, at man får både proteiner og kulhydrater efter træning, og kulhydratpulver, som typisk består af maltodextrin eller andre hurtige kulhydrattyper, er en let og hurtig måde at få sine kulhydrater på. Man kan så blande kulhydratpulveret i sin whey proteinshake, og på den måde få dækket sit behov for både proteiner og kulhydrater. Derudover er kulhydratpulver jo et glimrende supplement til længerevarende udholdenhedsidræt, hvor man har brug for væske og energi under selve aktiviteten.
 

Kreatin

Kreatin er et af de mest anerkendte og anvendte kosttilskud der findes. Og med god grund. Det er et bivirkningsfrit kosttilskud, med en veldokumenteret effekt. Kreatin påvirker det energisystem man kalder ATP-CP energisystemet. Det er primært det energisystem man trækker på, når man løfter vægte eller laver andet kortvarigt og kraftbetonet idræt. Det er nemlig vigtigt at påpege, at kreatin ikke har nogen gavnlig effekt på længerevarende udholdenhedsbetonet idræt, da man her trækker på andre energisystemer. ATP er en organisk kemisk forbindelse, hvor der sidder 3 fosfat grupper på. Bindingerne mellem fosfat grupper er ekstremt energirige, og når en fosfat-gruppe fraspaltes via hydrolyse, så frigøres en stor mængde energi. Det er her kreatin kommer ind i billedet. I kroppen lagres kreatin som kreatin-fosfat. Når et ATP molekyle mister en eller flere fosfat-grupper, så kan kreatin-fosfat træde til som fosfat donor, og dermed ”genoplade” ATP molekylet. Dette bevirker, at man kan arbejde en smule længere under hårdt anaerobt arbejde. Det er dog værd at påpege, at det ikke er alle som reagerer lige godt på kreatin. Der findes en gruppe mennesker, som enten ikke reagerer på indtagelse af kreatin, eller kun i meget ringe grad. Det er de såkaldte ”non-responders”. Man anslår at cirka 30 % af befolkningen er ”non-responders”. Man kan ikke forudse, hvem der reagerer på kreatin, og hvem der ikke gør. Der er ikke andet for, end at prøve produktet, og se om der gør en forskel i ens træning.
 

Vitaminer og mineraler

Hvis kroppen skal fungere optimalt, så er det ikke kun vigtigt, at man får dækket behov for makronæringsstoffer (protein, fedt og kulhydrater). Det er også vigtigt, at man får dækket sit behov for mikronæringsstoffer, dvs. vitaminer, mineraler og sporestoffer. Så det er en god ide at man dagligt indtager et vitamin/mineral tilskud, så man er sikker på at man er dækket ind på den front.
 

Fedtsyre produkter

Til trods for at vi lever i en oplysningstid, hvor viden er tilgængeligt overalt, så er der stadigvæk mange som tror fedt er skidt, og bør undgås. Faktum er dog, at vi ikke kan leve uden fedt. Fedt spiller en vigtig rolle i forbindelse med en lang række fysiologiske processer, herunder blandt andet hormonproduktionen. Så det er særdeles vigtigt, at ens kost indeholder fedt af god ernæringsmæssig kvalitet. Hvis man er i tvivl om hvorvidt man får fedt nok, og specielt nok af det gode fedt, så kan man supplere med fedtsyrer kapsler, eller olier med en optimal fedtsyre sammensætning. Det kunne eksempelvis være Udo’s Choice.
 

Proteinbars

Der er ikke noget magisk ved proteinbars. Det er reelt bare endnu en måde at få nok protein på. Hvis man er på farten, og ikke har mulighed for at få noget mad, så er en proteinbar en let og hurtig måde, hvorpå man kan få dækket sit ernæringsmæssige behov. En proteinbar er også et godt alternativ til slik og andre usunde ting. Mange proteinbars smager så godt, at det uden problemer kan erstatte de mere usunde varianter, som snickers, mars osv.
 

Lidt information om eksotiske produkter

Der findes en lang række eksotiske produkter på kosttilskudsmarkedet, som reelt lover mere end de kan holde. Selvom det er fristende at prøve produkter, som lover en effekt som nærmest tangere anabolske steroider, så er det i sidste ende spild af penge. Hvis et produkt reelt havde så udtalt en effekt, så tror jeg næppe det ville være lovligt særligt længe. Så det er klogest at gå uden om disse produkter, og i stedet bruge ens penge på basale kosttilskud, som trods alt virker efter hensigten.
 

Hvad skal man så vælge?

Nu har vi gennemgået de mest basale kosttilskud, og hvilken rolle de spiller i forbindelse med ens træning og kost. Men hvad nu hvis man står i den situation, at man kun har begrænsede midler til rådighed til kosttilskud. Hvordan skal man så prioritere? Det man først og fremmest bør spendere penge på, er et proteinpulver af god kvalitet. Det er absolut det vigtigste, da det har katastrofale konsekvenser for det træningsmæssige udbytte, hvis man ikke får nok protein. Umiddelbart vil jeg foreslå at man vælger whey proteinpulver, men hvis man af den ene eller den anden grund foretrækker kasein, så er det i princippet ligeså godt. Umiddelbart ville jeg vælge kreatin som det næste, men kun hvis ens kost ser nogenlunde fornuftig ud. Hvis ens kost er sat dårligt sammen, og man derfor ikke får nok sundt fedt, eller nok mikronæringsstoffer, så stiger relevansen af vitamin/mineral tilskud og fedtsyrer. Weightgain pulver kan reelt erstatte proteinpulver, hvis man har svært ved at tage på.
 

Afrunding

Efter denne basale gennemgang af de mest gængse kosttilskud, burde de fleste være i stand til at vurdere hvilke kosttilskud de har brug for. Det er dog vigtigt at pointere, at kosttilskud er netop dette. Tilskud til ens kost. Hvis man oplever manglende fremgang til trods for at man har brugt adskillige 1000 kroner på kosttilskud, så kan man reelt ikke bebrejde kosttilskuddene. Hvis man ikke har styr på grundlæggende kost og træning, så vil alverdens kosttilskud ikke hjælpe overhovedet. Så få styr på kosten og træningen, før du begynder at investere i kosttilskud.

Se også videoen "Introduktion til kosttilskud"
Læs også artiklen "Kostplan til muskelopbygning"
  
Bewise
Indkøbskurv
Redigér kurvTil kassen
Ingen varer i kurven.
Varer total: DKK
Levering
Redigér kurvTil kassen
0
DKK
Levering: