![]() Jeanette Ottesen: Tung træning baner vej for nye medaljer - af Laura MadsenDette interview stammer fra Træningsmagasinet udgave 5. Udmattende udholdenhedstræning og lange træningspas med fokus på TRX-øvelser, er fortid for svømmeren Jeanette Ottesen. Med trænerskiftet fra Paulus Wildeboer til Shannon Rollason, bliver der nu i stedet trænet eksplosivt og tungt. Og selv om de er et helt hold, som skal svømme det samme program, så føler Jeanette, at det nye træningsprogram nærmest er skræddersyet til hende. Tidligere brugte Jeanette meget af tiden i vandet, når hun trænede. Så meget tid, at hun ligefrem kalder det ”grotesk”. Hendes gamle træner, Paulus, gik meget op i langvarig træning, udholdenhed og meter, hvilket var meget udmattende for hende. Den nye træner, Shannon, som overtog trænerposten i marts, fokuserer mere på eksplosivitet og fart. Og for Jeanette betyder ny træner og dermed et anderledes træningsprogram, at hun bedre kan håndtere al den træning. Tunge vægteChin-ups med et vægtbælte om livet med 20-30 kg på, vægtskiver på ryggen på 20-30 kg, når der bliver lavet push-ups, tunge squats og maveøvelser med vægte. Som Jeanette beskriver det nye styrketræningsprogram. ”Der er ikke noget vi laver, uden at vi bruger tunge vægte”. Jeanette vurderer selv, at det nye program har haft en positiv effekt på hendes form. Desuden bruges træningerne også til dryland-træning, som er hård opvarmning. Til dette program laver de alt fra Japanese excercises, monkey flies, burpees, starjumps, statiske øvelser og mavebøjninger (red: kropsvægtøvelser). Jeanette mener, at hun har rykket sig virkelig meget, efter hun er begyndt at styrketræne mere. ”Jeg kan mærke, jeg er blevet stærkere, jeg er blevet mere eksplosiv”. Desuden er hun imponeret over, at en DEXA-scanning (red: maskine til at måle kropskomposition) viste, at hun siden juni har taget to kg ren muskelmasse på og samtidig smidt halvanden kg fedt. Inden han forlod trænergerningen i Danmark udtalte Paulus, at han ikke tror, at der er mere i Jeanette, og at han ikke kan se muligheder for forbedringer hos hende længere. Han mener, at hun er nået dertil, hvor de lidt yngre svømmere nu skal være dem, som går forrest i dansk svømning. Paulus sagde dog sit trænerjob op, og flyttede til Australien, og det betød, at Dansk Svømme Union måtte på jagt efter en ny træner. Heldigvis for Jeanette og resten af hendes team, ramte det sammen med, at hendes nye træner, Shannon, også søgte nye udfordringer. Og han valgte helt ”uforståeligt”, som Jeanette kalder det, at flytte fra Australien til Danmark med sin familie for at være træner. Et valg, som Jeanette er utroligt glad for. For som hun siger, vil hun ikke bare have hvilken som helst træner, ”man vil jo gerne have en træner som kan sit shit”. Udskiftningen på trænerposten har betydet, at Jeanette har fået blod på tanden til fortsætte sin svømmekarriere - i hvert fald tre år mere. Inden Shannon kom til Danmark, var hun været meget i tvivl, om hun skulle fortsætte. Shannon troede dog på, der var masser at forbedre hos hende, selv om hun var fyldt 25 år. Ellers var han ikke kommet til Danmark, sagde han. Og sådan havde hun det også selv, ”Jeg følte jo slet ikke, at jeg var færdig med at vinde medaljer til Danmark”.Selvom det nye træningsprogram har stor indflydelse på Jeanettes form, ved hun også godt at formen ikke kommer uden, at der også fokuseres på hendes kost. Hun har derfor nogle guidelines, hun følger, men ingen streng diæt. Det vigtigste er hendes restitutionsmåltider, som hun sørger for at indtage meget hurtigt efter træning. Efter en hård kvalitetstræning om aftenen spiser hun et stort måltid mad, senest 45 minutter efter, at hun er færdig med programmet. Det er også nødvendigt at have mad og drikke med til træning, som indtages lige inden start. Efter de hårde træningspas sørger hun for at spise mange kulhydrater i form af pasta, nudler og kartofler, sammen med en masse kød. Efter mindre hårde træningspas indtager hun sædvanligvis rigeligt med kød, men med grøntsager i stedet for stivelse. |