Sådan gør du din træning sjovere![]() Selvom du sikkert er helt tosset med at træne – og aldrig kunne drømme om at skippe en træning – så kan der være perioder, hvor det ikke er træningen der trækker allermest. Det er hårdt arbejde at passe sin træning, og kombineret med arbejde, venner samt familie, kan det være en udfordring. Det er derfor en god ide, at have en masse ideer i baghånden, når det bliver en udfordring at passe træningen. I denne artikel kommer vi med nogle gode tips til dig, der mangler lidt humør i træningen. Brug derfor denne artikel som nødløsning, når du kan mærke at motivationen til din træning begynder at dale. Det kan være lige præcis dét, der skal til, for at du IKKE dropper træningen. #1 Få dig en træningsmakker Hvis der er én ting, der kan holde dig til ilden, så er det den rigtige træningsmakker. Det bevirker nemlig, at du bliver ansvarlig overfor en anden end dig selv, og det kan være med til, at du får slæbt dig afsted mod træningscentret selvom arbejdet, trætheden eller familien presser dig lidt. Derudover så er der noget helt særligt forbundet med en træningsmakker, der kan presse dig og introducere dig til nye øvelser, teknikker eller programmer. Selvom din træning helst skal være sat i en eller anden form for system, så kan nye øvelser eller udfordrende teknikker give dig gejsten tilbage. #2 Prøv noget nyt Det er aldrig sjovt at køre i den samme rille i alt for lang tid; uanset om det vedrører træning, arbejde eller noget helt tredje. Det kan derfor være en motivationsbooster af rang, når du bevæger dig over i noget nyt. Hvad angår træningen kan noget nyt betyde, at du bevæger dig lidt væk fra den type af træning du er vant til – og i stedet springer på noget helt andet i en periode. Et praktisk eksempel i forlængelse af ovenstående kunne være, at du er vant til at træne meget bodybuilding-inspireret; altså mange sæt, mange gentagelser og stort fokus på mindre muskler. I kontrast til denne form for træning finder man en mere styrkeorienteret træning, der fokuserer på helkropsøvelser som squat, bænkpres og dødløft. Hvis du er kørt død i den traditionelle bodybuilding-træning, så kan du jo passende bruge et par måneder på at blive stærkere. #3 Sæt dig nye og klare mål De fleste af os kan nok nikke genkendende til, at træningen bliver noget kedelig, såfremt der ikke er noget klart mål med den. Det er nemlig svært for langt de fleste at motivere sig til hårdt arbejde, hvis man ikke kan se nogen umiddelbare gevinster ved det. Løsningen er derfor, at du sætter dig nogle klare og specifikke mål, som du kan arbejde dig hen imod. Og i forbindelse med målsætninger, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du skal sætte dig nogle grandiøse eller storslåede mål; det kan også være noget så småt, som at sætte ny rekord i squat med fem kilo – eller at du vil tabe dig 3 kilo indenfor de næste fire uger. Det vigtigste er blot, at du har nogle klare mål, som du kan motivere dig selv efter. |