Vi bruger cookies til at give dig en bedre oplevelse

For at gøre denne side og vores markedsføring mest relevant for dig anvender vi egne og tredjeparts-cookies til at lave statistikker, analysere besøg og huske dine foretrukne indstillinger. Ved at give dit samtykke tillader du, at vi anvender cookies, og at vi behandler personoplysninger, som indsamles via cookies. Du har altid mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Find produkt ...
 
Kundeservice
Tlf. 81 11 46 49 Kl. 9.00-15.00
Tilbud Nyheder

Korn - sundt eller skadeligt? Af Mikael Lenz Strube

Denne artikel stammer fra Træningsmagasinet udgave 5.

Korn har historisk generelt været betragtet som gennemført sund spise indtil sundhedseksperter begyndte at lange ud efter raffinerede kornprodukter. Nu bliver der sat spørgsmålstegn ved om korn (og altså også fuldkorn) ligefrem har en sundhedsforværrende effekt. Derfor ser vi i denne artikel nærmere på korns historie og dens fysiologiske effekter på os mennesker, for at besvare spørgsmålet; er korn sundt?

Fra aber blev til primitive mennesker (4-8 mio. siden), til de blev til ’ægte’ mennesker (~200.000 år siden), og indtil for 10-20.000 år siden levede man af det, man kunne fange og samle. Denne form for tilværelse indebar, at mennesket levede som nomade, og den medførte, at man spiste, hvad der var - og når der ikke var noget, døde man af sult. Teknologien til at drive landbrug og især at dyrke korn har derfor været en af de absolutte forudsætninger for menneskehedens succes som art. Kalorie for kalorie er det mere effektivt og sikkert at drive landbrug end at jage og samle og samtidig tillader det, at man kan danne et bysamfund med stabile boliger frem for at skulle rejse rundt på må og få. Begge dele betød, at mere tid kunne helliges andre gøremål, såsom teknisk og kulturel udvikling, hvorved menneskeheden kunne få lov til at videreudvikle det primitive samfund til en mere kompleks struktur. Målrettet dyrkning af jorden startede formentlig et sted i Mellemøsten omkring 9-10.000 år f.kr. afhængigt af, hvor skarpt man skelner mellem blot at høste og decideret systematisk dyrkning af enkelte plantetyper. Korn var noget af det første, der blev dyrket. Korn er let både at lagre og transportere og har et temmelig højt energiindhold. Allerførst kom hvede (emmer og enkorn), linser og byg. Alle var de i varianter, der så noget anderledes ud end i dag – for eksempel var de mindre og havde færre avner. Derpå fulgte andre planter som eksempelvis ærter, kikærter og hør, og nogenlunde samtidigt opstod risdyrkning i Kina Teknologien bredte sig derfra til resten af kloden og har tilladt permanent bosættelse i det meste af verden siden da. Udbyttet fra dyrkningen af afgrøder steg langsomt over tid, men tog nogle gevaldige dyk afhængigt af civilisationers fald, indtil mekaniske hjælpemidler i 1800-tallet øgede produktionen gevaldigt. I midten af 1900-tallet tog udviklingen virkelig fart via fokus på særlige effektive hybridfrø, systematisk vanding og ikke mindst den kemiske Haber–Bosch proces, der dramatisk øgede produktionen af nitrogen-holdig kunstgødning. Undervejs er der naturligvis blevet dyrket alt muligt andet og opdrættet rigeligt med dyr, men korn, ris og majs har længe været, og er fortsat, menneskets primære kaloriekilder. Hvor grøntsager og frugt er kaloriefattige og svære at konservere, og hvor kød er omkostningsfuldt at producere, har korn historisk set simpelthen været lettere at have med at gøre, og derfor spiser mennesker så meget af det.


Ulemper

Spørgsmålet er så, om der er problemer forbundet med menneskets høje indtag af korn? Først må man forstå, at øget fødevaresikkerhed ikke er det samme som øget fødevarekvalitet. Kigger man på skeletter fra jæger/samler-perioden versus landbrugsperioden, vil man observere, at gennemsnitshøjden faldt markant fra jægersamfundene til landbrugssamfundet både i Mellemøsten[1] og i Europa[2]. Med forbehold for usikkerheden i den slags data lader det til, at samler-/jæger-manden var omkring 177 cm. imod de 160-170 cm, man finder i de efterfølgende landbrugssamfund – det er faktisk først i de sidste 100 år, at vi er ved at være tilbage på tidligere stadie. Oveni var der også en øget forekomst af infektionssygdomme[3] judged on the basis of the study of specific and nonspecific stress indicators, trauma, and degenerative joint disease in 200 Natufian (hunter-gatherer, hvad der generelt peger på dårligere sundhedstilstand. Alt dette foregik parallelt med en eksponentielt voksende befolkning og en rivende teknologisk udvikling, og man kan med rette spørge, hvordan det kan lade sig gøre. Udover at der kan være en række andre faktorer i spil, såsom ændret klima, højere befolkningstæthed osv., kunne man begynde at spekulere i, om der kunne være en effekt fra kosten. Og det viser sig ganske rigtigt, at det er ikke nogen god ide udelukkende at spise korn. Korn, om end det er en udmærket kilde til kalorier og en lang række næringsstoffer, kan ikke erstatte en diæt rig på kød og grøntsager. Det er dog ikke kun forbeholdt korn; man ville heller ikke slippe godt fra udelukkende at spise gulerødder, kylling eller kokosnødder. Derudover indeholder korn en række stoffer, der er direkte problematiske, som bliver gennemgået i afsnittene nedenfor.


Phytat

Phytat, eller phytinsyre, er et såkaldt inositol-molekyle, hvorpå der sidder seks molekyler organisk phosphat. Phosphat i denne form er negativt ladet og vil derfor stærkt binde positivt ladede ioner, som eksempelvis jern, zink og calcium[4]. Når først disse ioner er bundet i denne form, er de ikke sådan lige at få ud igen uden brug af specifikke enzymer, og dem har mennesker og dyr ikke mange af – i landbruget er det efterhånden ret standard at putte phytase-enzymer i grise – og kyllingefoder for at give bedre mineraloptag. Det betyder, at en kornbaseret diæt, der på papiret indeholder tilstrækkeligt med mineraler, i praksis har en markant lavere mineraltæthed. Det er naturligvis et problem, hvis man hovedsageligt lever af korn. Her i landet spiser de fleste imidlertid en blandet diæt, der blandt andet indeholder kød, som er en rig kilde til biotilgængelige mineraler. For at phytinsyren i korn skulle kunne binde mineraler i andre dele af måltidet, kræver det, at 1) phytinsyren ikke fra kornets side er bundet i forvejen, og 2) at mineralet i eksempelvis kød heller ikke er bundet, og det virker ikke som et problem. Tværtimod er det svært at se en effekt fra phytinsyre på optaget af mineraler fra en blandet diæt dog med zink som en mulig undtagelse [5–7]. Dette skyldes formentlig, at eksempelvis jern fra kød er bundet i et såkaldt hæm-kompleks i forvejen, mens zink ofte kommer i en lidt mere reaktiv form. Hvis man er vegetar, lader det til, at man særligt har et problem på zink-fronten[8, 9]. Siden phytinsyren hovedsageligt sidder i skaldelene og kimen, er der markant mere phytat i fuldkornsprodukter end de raffinerede alternativer – for hvedemel er det omtrent faktor tre[10].

Gluten

Gluten er navnet på det proteinnetværk, der opstår, når hvedeproteinerne glutenin og gliadin sætter sig sammen i et kompleks, og det er gluten, der er ansvarlig for brøds elastiske konsistens. Gluten er interessant, fordi det er den udløsende faktor for såkaldt cøliaki, en autoimmun tarmsygdom, der rammer 0.1-1% i den vestlige verden, og hvis udbredelse tilsyneladende er i fremgang[11, 12]. Cøliaki kommer af et unormalt optag af korte proteinkæder fra gluten, hvad der i sig selv er en uhensigtsmæssig situation – immunsystemet reagerer generelt dårligt på fremmede proteiner inde i kroppen, da det plejer at betyde infektion. I tilfældet med lige disse gluten-proteinkæder, binder de sig til enzymet transglutaminase, der derpå bliver til et meget immunogent protein, der binder sig til tarmcellerne[13]. Det er kroppens immunsystem ikke glad for og giver sig til at angribe cellerne. Det har tarmen selvsagt ikke godt af. Symptomer kan svinge lige fra kronisk diarre, fejlernæring og udslæt til en smule vrøvl med maven. Derudover er der en hel del, der overhovedet ingen symptomer har, men hvor en blodprøve viser, at de har cøliaki-specifikke antistoffer. Kuren er livslang afholdenhed fra gluten. 
 
”Markedet for glutenfri produkter er eksploderet de seneste år, og der er
tilsyneladende gode penge i at overbevise folk om, at gluten er usundt”

Foruden at give decideret cøliaki, er gluten også impliceret i at give ’leaky gut’ eller utæt tarm, det vil sige en situation, hvor tarmcellerne ikke er helt så gode til at holde skadelige stoffer ude, fordi netværket imellem dem ikke er tæt. I tarmen på dyr finder man naturligt protein-signalstoffet zonulin, og det står netop for at sænke tætheden mellem tarmcellerne. Sagen er så, at det er observeret, at gluten-proteinet gliadin aktiverer zonulin og gør tarmvæv mere utæt særligt i cøliaki-patienter, men også i raske personers væv[14]. Det interessante er, at selvom det kun er i omegnen af 0.05 %, der har en reel klinisk diagnose[15], så er det omkring 1 %, der tester positiv for de cøliaki-specifikke antistoffer[16], hvilket betyder, at gluten-proteinerne er kommet ind i deres blod. Det må dermed betyde, at der er en del flere af os, der er i fuldt sving med at optage intakte gluten-proteiner, uden at vores immunsystem er gået helt agurk endnu. Ud over at have cøliaki, kan man være ganske almindelig allergisk for hvede eller måske bare overfølsom[17], og selvom ingen af delene er det samme som cøliaki, kan det give samme symptomer og kan måske forklare nogle af tilfældene af inflammatorisk tarmsygdom[17–19]. Når det så er sagt, skal man ikke lade sig forlede af de økonomiske interesser, der er i dette felt – i den ellers udemærkede artikel af Sapone et al.[11] finder man de højeste estimater af gluten/hvede-intolerancer, og den viser sig tilfældigvis også at være i hvert fald delvist betalt af et firma, der producerer glutenfri produkter. Markedet for glutenfri produkter er eksploderet de seneste år, og der er tilsyneladende gode penge i at overbevise folk om, at gluten er usundt.


Lektin

Lektiner er en klasse af proteiner, der er vidt udbredt i naturen, og som binder sig meget stærkt og meget specifikt til forskellige kulhydrater. Et par af dem (som f.eks. ricin) er særdeles giftige, men de findes i mildere versioner i alle planter (og dyr). De findes særligt i korn, bønner og nødder, men man kan ofte få has på dem ved varmebehandling. Et par enkelte røde bønner i rå tilstand bliver man eksempelvis ganske syg af, men i kogt form er man nogenlunde sikker. Nogenlunde, fordi der er en række mere eller mindre teoretiske problemer forbundet med de lektiner. Alle celler har forskellige kulhydrater på deres ydersider, og disse er specifikke for art, celletype og cellens tilstand. Lektiner har evnen til at binde disse kulhydrater, hvad der for WGA-lektin (som findes i hvede) betyder, at det binder sig til eksempelvis brusk, mens andre lektiner eksempelvis klumper blodceller sammen[20]. Problemet er så, at disse lektiner tilsyneladende kan optages fra tarmen og dukker op i blod og væv senere hen[21], hvad der kan have betydning for eksempelvis gigtsygdomme[22]. Derudover har man i dyreforsøg observeret dårlig vækst og/eller forstyrrelse af organerne ved høje doser [23]. I selve tarmen binder lektiner fint til vores tarmceller[24], og det har muligvis en direkte effekt; under normale omstændigheder går tarmceller konstant i stykker, men binding af lektiner forhindrer dem i at hele, som de skal[25]. Lektiner er, på trods af at de er proteiner, nærmest upåvirkede af vores fordøjelsesenzymer[26, 27].
 
”Medmindre man spiser store mængder rå korn og sørger for at varmebehandle
sit korn, lader lektiner dog ikke  til at være et problem”

Heldigvis kan man få det meste, hvis ikke det hele, ud af både ærter[28], bønner[29] og hvede[30] med varmebehandling – cirka ti minutter ved 100 grader celsius. For hvedes vedkommende vil man se omkring 50μg/gram lectin i fuldkornshvedemel, men forsvindende lidt i tørret pasta, da det allerede er behandlet, og koger man det normalt, vil det forsvinde helt[30]. Brød, derimod, når aldrig rigtigt de høje temperaturer og indeholder derfor stadig aktivt lektin[31]. Medmindre man spiser store mængder rå korn og sørger for at varmebehandle sit korn, lader lektiner dog ikke til at være et problem. Interessant nok har de fået en del opmærksomhed medicinsk, og man kan endda binde dem specifikt til cancerceller og dermed potentielt bruge lektiner til kræftbehandling[32]. Energikomposition: Et andet problem kommer sig af den overordnede komposition af kornet, navnlig det høje indhold af stivelse. I korn og produkter lavet deraf kommer hovedparten af energi fra kulhydrater - i brød og pasta er det eksempelvis 70-80 % af energiindholdet, der kommer fra kulhydrater. Problemet med det er, at et højt kulhydratindtag måske ikke er så godt igen (hvilket du kan læse mere om i forrige udgave af Træningsmagasinet). Udover at kulhydrat-reducerede diæter er mere effektive end almindelige diæter til slankeformål[33, 34], er det også tydeligt, at et højt indtag af kulhydrat - i hvert fald de mere raffinerede versioner - ikke er sundt [35–40]. En sidste ting der måske har fået lidt større opmærksomhed hos korn-modstandere end rimeligt, er at almindelig fordøjelse af hvedeprotein danner såkaldte exorphiner[41]. Det er et fint ord for stoffer der ligner morfin og det er veldokumenteret at exorphiner fra gluten aktiverer opiat-receptoren[41–43]. Det har givet anledning til teorier om, at man kan være afhængig af hvede, hvad der, om end interessant, helt og aldeles udokumenteret.


Fuldkorn eller ej?

I befolkningsstudier ser man, at øget fuldkornsindtag generelt hænger sammen med lavere dødelighed og hjertesygdom[44–47], selvom det naturligvis kan skyldes en masse andet – dem, der spiser meget fuldkorn, er generelt bedre til at passe på sig selv i andre sundhedsmæssige henseender. Uanset hvad er det dog interessant, at fuldkorn, der netop indeholder flere af alle disse antinutrienter, er sundere end de raffinerede versioner formodningsvis på grund af det højere fiberindhold og den mindre effekt på blodsukkeret. Det virkelig interessante spørgsmål er måske snarere, om en kost uden korn er sundere end en med og ikke så meget om, hvilken version af kornene, der er de sundeste. Det er der heldigvis lidt data på, navnlig de studier der har testet paleolignende diæter over for enten ’almindelig’ mad[48], over for en ’sund’ middelhavsdiæt[49] eller en ’diabetes’-diæt[50]. Her er de gennemgående bedre til at forbedre sundhedstilstanden, men om det er fraværet af korn eller forskelle i energiindhold, kalium osv., er dog ikke tydeligt.


Er korn usundt eller ej?

Som udgangspunkt bør ingen enkelt fødevare udgøre så meget af en almindelig kost, som eksempelvis hvede ofte gør det – der kan umuligt være alt, hvad man skal bruge, i én enkelt plante. Som en del af en varieret kost – og i varmetilberedt form - virker det dog som om, at hverken indholdet af phytat eller lektin udgør et reelt problem. Gluten er derimod lidt mere bekymrende og hvis man har et højt forbrug af korn, kunne det være fornuftigt at skære det en lille smule ned (det efterlader samtidig plads til flere grøntsager) og eventuelt lade sig teste hos lægen, hvis man oplever symptomer i maven og tarmen. Svaret på det store spørgsmål om hvorvidt korn er sundt eller ej, er altså at korn godt kan indgå i sund kost, hvis det vel og mærke er varmebehandlet, man indtager det i moderate mængder og man ikke har en form for allergi.
 

Referencer

1. Angel J: Health as a crucial factor in the changes from hunting to developed farming in the Eastern Mediterranean. In Cohen MN, Armelagos GJ: Paleopathology at the origins of agriculture. Academic Press, New York. 1984:51–73.
2. Formicola V, Giannecchini M: Evolutionary trends of stature in Upper Paleolithic and Mesolithic Europe. Journal of Human Genetics 1999, 36:319–333. 3. Eshed V, Gopher A, Pinhasi R, Hershkovitz I: Paleopathology and the origin of agriculture in the Levant. American journal of physical anthropology 2010, 143:121–33. 4. Schlemmer U, Frølich W, Prieto RM, Grases F: Phytate in foods and significance for humans: food sources, intake, processing, bioavailability, protective role and analysis. Molecular nutrition & food research 2009, 53 Suppl 2:S330–75.
5. Morris E, Ellis R, Steele P, Moser P: Mineral balance of adult men consuming whole or dephytinized wheat bran. Nutrition research 1988, 8:445–458. 6. Sandström B, Bügel S, Mcgaw BA, Price J, Reid MD: Nutrient Metabolism A High Oat-Bran Intake Does Not Impair Zinc Absorption in Humans When Added to a Low-Fiber Animal Protein-Based Diet. Nutrient Metabolism 2000, 130:594–599.
7. Sandberg A, Hasselblad C, Hasselblad K, Hultén L: The effect of wheat bran on the absorption of minerals in the small intestine. The British journal of nutrition 1982, 48:185–91.
8. Foster M, Chu A, Petocz P, Samman S: Effect of vegetarian diets on zinc status: a systematic review and metaanalysis of studies in humans. Journal of the science of food and agriculture 2013, 93:2362–71.
9. De Bortoli MC, Cozzolino SMF: Zinc and selenium nutritional status in vegetarians. Biological trace element research 2009, 127:228–33. 10. Febles C, Arias A, Hardisson A, Rodríguez-Alvarez C, Sierra A: Phytic Acid Level in Wheat Flours. Journal of Cereal Science 2002, 36:19–23.
11. Sapone A, Bai JC, Ciacci C, Dolinsek J, Green PHR, Hadjivassiliou M, Kaukinen K, Rostami K, Sanders DS, Schumann M, Ullrich R, Villalta D, Volta U, Catassi C, Fasano A: Spectrum of gluten-related disorders: consensus on new nomenclature and classification. BMC medicine 2012, 10:13.
12. Catassi C, Kryszak D, Bhatti B, Sturgeon C, Helzlsouer K, Clipp SL, Gelfond D, Puppa E, Sferruzza A, Fasano A: Natural history of celiac disease autoimmunity in a USA cohort followed since 1974. Annals of medicine 2010, 42:530–8.
13. Di Sabatino A, Corazza GR: Coeliac disease. Lancet 2009, 373:1480–93. 14. Drago S, El Asmar R, Di Pierro M, Grazia Clemente M, Tripathi A, Sapone A, Thakar M, Iacono G, Carroccio A, D’Agate C, Not T, Zampini L, Catassi C, Fasano A: Gliadin, zonulin and gut permeability: Effects on celiac and nonceliac intestinal mucosa and intestinal cell lines. Scandinavian journal of gastroenterology 2006, 41:408–19.
15. Murray JA, Van Dyke C, Plevak MF, Dierkhising RA, Zinsmeister AR, Melton LJ: Trends in the identification and clinical features of celiac disease in a North American community, 1950-2001. Clinical gastroenterology and hepatology 2003, 1:19–27.
16. Fasano A, Berti I, Gerarduzzi T, Not T, Colletti RB, Drago S, Elitsur Y, Green PHR, Guandalini S, Hill ID, Pietzak M, Ventura A, Thorpe M, Kryszak D, Fornaroli F, Wasserman SS, Murray J a., Horvath K: Prevalence of Celiac Disease in At-Risk and Not-At-Risk Groups in the United States. Archives of Internal Medicine 2003, 163:286.
17. Carroccio A, Mansueto P, Iacono G, Soresi M, D’Alcamo A, Cavataio F, Brusca I, Florena AM, Ambrosiano G, Seidita A, Pirrone G, Rini GB: Non-celiac wheat sensitivity diagnosed by double-blind placebo-controlled challenge: exploring a new clinical entity. The American journal of gastroenterology 2012, 107:1898–906.
18. Verdu E, Armstrong D, Murray J: Between celiac disease and irritable bowel syndrome: the “no man’s land” of gluten sensitivity. The American journal of gastroenterology 2009, 104:1587–1594.
19. Biesiekierski JR, Newnham ED, Irving PM, Barrett JS, Haines M, Doecke JD, Shepherd SJ, Muir JG, Gibson PR: Gluten causes gastrointestinal symptoms in subjects without celiac disease: a double-blind randomized placebo-controlled trial. The American journal of gastroenterology 2011, 106:508–14; quiz 515. 
20. Gibbons R, Dankers I: Lectin-like constituents of foods which react with components of serum, saliva, and Streptococcus mutans. Applied and environmental microbiology 1981, 41:880–888.
21. Pusztai A, Greer F, Grant G: Specific uptake of dietary lectins into the systemic circulation of rats. Biochemical Society Transactions 1989, 17:0–1. 22. Cordain L, Toohey L: Modulation of immune function by dietary lectins in rheumatoid arthritis. British Journal of Nutrition 2000, 83:207–217.
23. Vasconcelos IM, Oliveira JT a: Antinutritional properties of plant lectins. Toxicon 2004, 44:385–403. 24. Gabor F, Wirth M, Jurkovich B, Haberl I, Theyer G, Walcher G, Hamilton G: Lectin-mediated bioadhesion: Proteolytic stability and binding-characteristics of wheat germ agglutinin and Solanum tuberosum lectin on Caco-2, HT-29 and human colonocytes. Journal of Controlled Release 1997, 49:27–37.
25. Miyake K, Tanaka T, McNeil PL: Lectin-based food poisoning: a new mechanism of protein toxicity. PloS one 2007, 2:e687.
26. Gabor F, Bogner E, Weissenboeck A, Wirth M: The lectincell interaction and its implications to intestinal lectin-mediated drug delivery. Advanced drug delivery reviews 2004, 56:459–80.
27. Brady PG, Vannier AM, Banwell JG: Identification of the dietary lectin, wheat germ agglutinin, in human intestinal contents. Gastroenterology 1978, 75:236–9.
28. Habiba R.: Changes in anti-nutrients, protein solubility, digestibility, and HCl-extractability of ash and phosphorus in vegetable peas as affected by cooking methods. Food Chemistry 2002, 77:187–192.
29. Grant G, More LJ, McKenzie NH, Pusztai A: The effect of heating on the haemagglutinating activity and nutritional properties of bean (Phaseolus vulgaris) seeds. Journal of the science of food and agriculture 1982, 33:1324–6. 30. Matucci A, Veneri G, Dalla Pellegrina C, Zoccatelli G, Vincenzi S, Chignola R, Peruffo ADB, Rizzi C: Temperaturedependent decay of wheat germ agglutinin activity and its implications for food processing and analysis. Food Control 2004, 15:391–395.
31. Auricchio S, Ritis G De, Vincenzi M De, Mancini E, Minetti M, Sapora O, Silano V: Agglutinating activity of gliadinderived peptides from bread wheat: implications for coeliac disease pathogenesis. Biochemical and biophysical research communications 1984, 121:428–433.
32. De Mejía EG, Prisecaru VI: Lectins as bioactive plant proteins: a potential in cancer treatment. Critical reviews in food science and nutrition 2005, 45:425–45. 
33. Santos FL, Esteves SS, da Costa Pereira A, Yancy WS, Nunes JPL: Systematic review and meta-analysis of clinical trials of the effects of low carbohydrate diets on cardiovascular risk factors. Obesity reviews 2012, 13:1048–66.
34. Hession M, Rolland C, Kulkarni U, Wise A, Broom J: Systematic review of randomized controlled trials of low-carbohydrate vs. low-fat/low-calorie diets in the management of obesity and its comorbidities. Obesity reviews 2009, 10:36–50.
35. Oba S, Nagata C, Nakamura K, Fujii K, Kawachi T, Takatsuka N, Shimizu H: Dietary glycemic index, glycemic load, and intake of carbohydrate and rice in relation to risk of mortality from stroke and its subtypes in Japanese men and women. Metabolism: clinical and experimental 2010, 59:1574–82.
36. Oh K, Hu FB, Cho E, Rexrode KM, Stampfer MJ, Manson JE, Liu S, Willett WC: Carbohydrate intake, glycemic index, glycemic load, and dietary fiber in relation to risk of stroke in women. American journal of epidemiology 2005, 161:161–9. 37. Appel LJ, Sacks FM, Carey VJ, Obarzanek E, Swain JF, Miller ER, Conlin PR, Erlinger TP, Rosner B a, Laranjo NM, Charleston J, McCarron P, Bishop LM: Effects of protein, monounsaturated fat, and carbohydrate intake on blood pressure and serum lipids: results of the OmniHeart randomized trial. JAMA 2005, 294:2455–64.
38. Krieger JW, Sitren HS, Daniels MJ, Langkamp-Henken B: Effects of variation in protein and carbohydrate intake on body mass and composition during energy restriction: a meta-regression. The American journal of clinical nutrition 2006, 83:260–74.
39. Knuiman JT, West CE, Katan MB, Hautvast JG: Total cholesterol and high density lipoprotein cholesterol levels in populations differing in fat and carbohydrate intake. Arteriosclerosis, Thrombosis, and Vascular Biology 1987, 7:612–619. 
40. Liu S, Willett W, Stampfer M, Hu F, Franz M, Sampson L, Hennekens C, Manson J: A prospective study of dietary glycemic load, carbohydrate intake, and risk of coronary heart disease in US women. The American journal of clinical nutrition 2000, 71:1455–1461.
41. Fukudome S, Yoshikawa M: Gluten exorphin C. A novel opioid peptide derived from wheat gluten. FEBS letters 1993, 316:17–9.
42. Fukudome S, Yoshikawa M: Opioid peptides derived from wheat gluten: their isolation and characterization. FEBS letters 1992, 296:107–11.
43. Kong X, Zhou H, Hua Y, Qian H: Preparation of wheat gluten hydrolysates with high opioid activity. European Food Research and Technology 2007, 227:511–517.
44. Liu S, Stampfer MJ, Hu FB, Giovannucci E, Rimm E, Manson JE, Hennekens CH: Whole-grain consumption and risk of coronary heart disease : results from the Nurses’ Health Study. American journal of clinical nutrition 1999, 70:412–419.
45. Jensen MK, Koh-banerjee P, Hu FB, Franz M, Sampson L, Grønbæk M: Intakes of whole grains , bran , and germ and the risk of coronary heart disease in men. American journal of clinical nutrition 2004, 80:1492–1499.
46. Jacobs DR, Meyer KA, Kushi LH, Folsom AR: Wholegrain intake may reduce the risk of ischemic heart disease death in postmenopausal women : the Iowa Women ’ s Health. American journal of clinical nutrition 1998, 68:248–257.
47. Esmaillzadeh A, Mirmiran P, Azizi F: Whole-grain consumption and the metabolic syndrome: a favorable association in Tehranian adults. European journal of clinical nutrition 2005, 59:353–62.
48. Frassetto LA, Schloetter M, Mietus-Synder M, Morris RC, Sebastian A: Metabolic and physiologic improvements from consuming a paleolithic, hunter-gatherer type diet. European journal of clinical nutrition 2009, 63:947–55.
49. Lindeberg S, Jönsson T, Granfeldt Y, Borgstrand E, Soffman J, Sjöström K, Ahrén B: A Palaeolithic diet improves glucose tolerance more than a Mediterranean-like diet in individuals with ischaemic heart disease. Diabetologia 2007, 50:1795–807.
50. Jönsson T, Granfeldt Y, Ahrén B, Branell U-C, Pålsson G, Hansson A, Söderström M, Lindeberg S: Beneficial effects of a Paleolithic diet on cardiovascular risk factors in type 2 diabetes: a randomized cross-over pilot study. Cardiovascular diabetology 2009, 8:35.

Bewise
Indkøbskurv
Redigér kurvTil kassen
Ingen varer i kurven.
Varer total: DKK
Levering
Redigér kurvTil kassen
0
DKK
Levering: