Vi bruger cookies til at give dig en bedre oplevelse

For at gøre denne side og vores markedsføring mest relevant for dig anvender vi egne og tredjeparts-cookies til at lave statistikker, analysere besøg og huske dine foretrukne indstillinger. Ved at give dit samtykke tillader du, at vi anvender cookies, og at vi behandler personoplysninger, som indsamles via cookies. Du har altid mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Find produkt ...
 
Kundeservice
Tlf. 81 11 46 49 Kl. 9.00-15.00
Tilbud Nyheder



Sødemidler har vundet stor indpas i træningsmiljøet - specielt under diæter bruger folk, der træner, i stor stil diverse lightprodukter for
at kunne nyde søde sager uden alle kalorierne. Samtidig kører dagspressen løs med dommedagsretorik og ordet ”kræftfremkaldende”
fremtræder hyppigt, når sødemidlerne får spalteplads. Vi har fået PhD.-studerende, Mikael Lenz Strube, til at kigge nærmere på tre
forskellige og vidt udbredte sødemidler for at navigere os igennem junglen af information og give os svar på, om de er sikre at indtage.

Kemi

Som altid, først lidt kemi. Sødme er en konsekvens af, at specifikke molekyler sætter sig i sødme-receptorer på tungen, 
og det oplever man som noget godt. Disse molekyler er f.eks. sukker, men også mere mystiske ting som visse proteiner eller 
forbindelser af tungmetaller, der opleves som søde. Proteinet thaumatin er f.eks. adskillige tusinde gange så sødt, som sukker er,
selvom smagen efter sigende er noget anderledes. Sødestoffer var i lang tid begrænset til forskellige sukkerholdige naturvarer
- sukkerrør, honning osv – indtil de første kunstige sødemidler blev opfundet. Det første var teknisk set det giftige bly-acetat, som 
romerne var glade for at putte i deres vin, og som angiveligt medførte, at Romerriget gik til grunde som følge af, at folk fik blyforgiftning.
 Det næste var sakkarin, som blev opfundet i 1878, og som blev særligt populært under krigene, hvor sukker var svært at få fat på,
 men i 1970’erne kom det under mistanke for at være giftigt. Det satte skub i udviklingen af alternative kunstige sødemidler, og der
blev plads i markedet til eksempelvis aspartam og cyclamat.Sødemidler, kunstige eller ej, er meget forskellige, og det er derfor
relevant at skelne mellem de forskellige typer, når man vil vurdere sikkerhed.



SUKROSE:  Bordsukker, eller sukrose, er det mest almindelige sødemiddel og er et ganske almindeligt kulhydrat
bestående af to enkelt-sukkerarter, glukose og fruktose, der sidder sammen. Det er sædvanligvis sukrose,
man udtrykker andre stoffers sødme relativt til.


ERYTHRITOL: Erythritol er en sukkeralkohol, dvs. en sukkerart hvor man har skiftet en af de kemiske grupper
ud med en alkoholgruppe (uden at det af den grund har noget at gøre med alkohol).


SUCRALOSE: Sucralose er egentlig bare sukrose, hvor man har sat tre klor-atomer. Sucralose er en del mere varmestabilt
og kan bruges i varmetilberedte produkter.


STEVIA: Stevia er et ekstrakt fra stevia-planten, og sødmen kommer fra steviol, hvorpå der kan sidde forskellige
konfigurationer af glukose på. Stevia har en række bismage og benyttes helst i kombination med andre sødemidler
som f.eks.almindeligt sukker.


Aspartam
Sødemidlet aspartam er det mest brugte og også det mest debatterede. Det blev første gang produceret i 1965 og godkendt til
forskellige formål i USA gennem 1980’er og 1990’erne for til sidst at blive godkendt i EU i 1996. Forud for dette godkendelsesforløb 
var adskillige år med sikkerhedsstudier udført primært af Searle og senere Nutrasweet/Monsanto, som er private virksomheder og de
oprindelige patentholdere og producenter af aspartam. Overordnet er der dog en betragtelig mængde data på sikkerheden af aspartam,
formentlig mere end noget som helst andet tilsætningsstof, og ifølge den seneste og meget grundige gennemgang er aspartam sikkert i
selv høje doser(1). Det er dog interessant, at denne gennemgang, ligesom de fleste andre, er sponsoreret af aspartam-producenten,
Ajinomoto.

Den daglige grænse for aspartam i EU er på 40mg/kg kropsvægt om dagen, og det er et ’max’ estimat. Dvs., at hvis alt
sukker skulle skiftes ud med aspartam, ville det ligge omkring 10-30mg/kg kropsvægt om dagen. En halv liter lightsodavand indeholder
omtrent 250mg aspartam, så for at nå grænsen for en person på 75 kg (3000mg) skal man drikke omkring seks liter om dagen. Ifølge
de officielle anbefalinger er der derfor ikke meget at rafle om. Kontroversen handler dog om noget lidt andet, navnlig en observation
som Ralph Walton, professor i psykiatri, gjorde i 1996. Han fandt, at 100 % af de studier, der blev betalt af industrien, ikke fandt nogen 
problemer med aspartam, hvorimod 92 % af dem betalt af uafhængige kilder omvendt fandt problemer med aspartam(2). Selvom den 
overordnede konklusion formentlig er korrekt nok, fik Walton ikke udgivet sin gennemgang i et videnskabeligt tidsskrift og er blevet 
kritiseret for at inkludere ikke-original  videnskab (dvs. artikler der omtaler andres data frem for at præsentere deres egen) eller mere
end en artikel, der beskriver samme sæt af data. Det er øvrigt et kritikpunkt, som jeg mener gælder for bådede negative og positive
studier. 

Anken imod aspartam går på, hvad aspartam bliver til, når det nedbrydes. Kemisk består det af to aminosyrer, phenylalanin
og aspartat, hvorpå der sidder et molekyle methanol også kaldet træsprit. Alle tre komponenter findes i variende mængder i normal
Mad – phenylalanin og aspartat er f.eks. normale bestandele i protein, mens methanol findes i frugt og grønt. Indtaget af både
aspartat og phenylalanin er på adskillige gram i en portion kylling, langt mere end de ca. 100mg man får af hver fra en flaske sodavand
med aspartam(3). Ligesom det er blevet foreslået, men bestemt ikke bevist, at kinesisk mad skulle give neurologiske symptomer
– altså hovedpine, angst osv. - pga. et højt indhold af aminosyren glutamat(4), skulle andre aminosyrer også have lignende effekter,da
de bruges af hjernecellerne til at kommunikere med(5). Det er dog ikke umiddelbart muligt at se nogen negativ effekt selv ved høje
doser isoleret phenylalanin. Og selvom der er dokumenteret hjerneskade ved høje doser aspartat i nyfødte gnavere, er der ikke påvist
effekter i mennesker selv ved mere end 8g om dagen(6). Allerede i 1986 blev det hypotetiseret, at aspartam kunne give neurologiske
symptomer, fordi der var en del forbrugerklager over f.eks. hovedpine og humørsvingninger(7). Konkret er der mistanke om, at
aminosyrerne fra aspartam skulle komme op i så høj koncentration, at det skulle lave rod i hjernekemien(8). Hvorvidt man opnår de
nødvendige koncentrationer er dog ikke klart. Det er dog demonstreret, at psykisk syge patienter reagerede meget negativt på aspartam,
endda så meget at forsøget måtte afbrydes før tid(9). Hovedpine er en anden hyppig anklage, men det er tidligere blevet afvist af personer,
der endda selv mente, de var særligt følsomme(10).

Så har vi methanolen. 
Den er i sig selv ikke giftig men nedbrydes til formaldehyd, der binder til proteiner rundt omkring i kroppen og laver ballade(11).
Derefter laves det til myresyre, der også er giftigt, fordi det forstyrrer energidannelsen i cellerne(12). Det er svært at finde ud af,
hvor giftige disse forbindelser egentlig er, fordi mennesker lader til at være meget mere følsomme end testdyr(13). Methanol er
dog rigeligt giftigt til ugentlig at slå adskillige østeuropæere ihjel eller gøre dem blinde, fordi de drikker hjemmebrændte alkohol.
Et forsigtigt bud på en sikker daglig dosis er 0.5mg methanol/kg kropsvægt per dag, baseret på en tusindedel af, hvad der skal til
for at gøre rotter syge på 6 uger(14). Aspartam består af 10 % methanol på vægtbasis, og man kan derfor indtage 50 mg
aspartam/kg kropsvægt om dagen  - omtrent det samme som den fastsatte grænse for det daglige aspartamindtag.
Nogle af de seneste mere medievenlige studier omhandler særligt cancer ogovervægt. Særligt har der været fokus på
en serie af store rotteforsøg fra Italien, hvor dyrene fik varierende mængder aspartami foderet livet igennem. Dyrene viste sig
at have en øget forekomst af adskilligeforskellige cancere, særligt udtalt i store doser, men også i doser omkring dendaglige fastsatte
EU-grænse(15–18). Denne forskergruppe har naturligvis fået hård medfart af kritikere bl.a. fordi de dyr, der ikke fik aspartam, også fik
cancer. Et andet felt, der har haft offentlighedens interesse er, hvordan indtaget af kunstigt sødede drikkevarer hænger sammen
med risikoen for at føde for tidligt – her har to store befolkningsstudier på henholdsvis danske(19) og norske(20) kvinder påvist
en sammenhæng, selvom det norske studie også viste, at sukker-sødet sodavand havde samme effekt.Nu kan befolkningsstudier
sjældent forklare særligt meget, fordi årsagen kunne være en million andre ting, man tilfældigvis også gør, når man spiser meget
sødemiddel. Det skal dog nævnes, at kronisk methanol-forgiftning i gravide aber lader til at give kortere graviditetog flere
fødselskomplikationer(21). Overordnet er aspartam en lang og forvirrende historie, og om man vil betragte stoffet som sikkert
eller ej, kommer mest an på, om man stoler på producenten.

Sucralose
Sucralose, et bordsukkermolekyle med en række klor-atomer på, er et nyere stof end aspartam; det blev først godkendt i EU i
2004. Der er også meget mindre forskning på sucralose, men det eksisterende viser overordnet, at det er et temmelig sikkert
stof, i hvert fald hvis du spørger producenten selv(22). For det er også dem, der har lavet de fleste af studierne på sucralose. Man
kan på den anden side spørge, hvem der ellers skulle lave dem, og i modsætning til aspartam er der ikke umiddelbart særlig
meget evidens, der peger på, at indtag af sucralose skulle volde problemer hos mennesker. Der er dog et par patienthistorier
om hovedpine samt et rotteforsøg, der ved normale doser viste en grundig forstyrrelse af de gavnlige tarmbakterier og ændrede
aktiviteten af gener, der normalt hænger sammen med metabolisme af medicin(23). Man kan argumentere for, at manglen
på negative resultater kommer af den generelle mangel på studier, men det er vist at tage forsigtighedsprincippet lidt
for seriøst. Det er heller ikke umuligt, at de korte giftighedsstudier, der foreløbig er lavet, ikke korrekt afspejler et kronisk
indtag livet igennem. Dette er dog også blot spekulationer.

Stevia
Stevia er det nyeste af de intense sødemidler og også det eneste, der er 100 % naturligt. Kemisk set er det ekstraktet fra
steviaplanten, der er oprenset for de aktive komponenter, navnlig det særligt søde rebaudioside A og andre såkaldte
steviolglykosider. Eftersom stevia har været brugt i Sydamerika i århundreder, er der ikke noget patent, og dermed
ingen firmaer, der har kæmpet helt så hårdt for at bevise sikkerhedsprofilen. Det er der så heldigvis andre, der har gjort,
og det lader til, at stevia ikke alene er ufarligt, men også har en række positive effekter på f.eks. blodtryk, cancer
og blodsukker(24). Selvom steviol glykosiderne ikke kan optages af os mennesker, lader tarmbakterier til at kunne omdanne
det. De klipper glykosidet af, og det tilbageværende steviol blev mistænkt for at give genskader, selvom det har været meget
svært at vise i dyr (eller for den sags skyld i mennesker)(25). Igen kan man argumentere for, at manglen på bekymrende
sikkerhedsstudier skyldes den generelle mangel på studier. Overordnet virker stevia til at være det mindst mistænkelige sødemiddel
på markedet pt. Da det smager en kende lakrids-agtigt - måske ligefrem bittert - alene, kan det med fordel kombineres med
andre sødemidler eller sukker.

Erythritol
Den sidste klasse af sødemidler er de såkaldte sukkeralkoholer, dvs. modificerede sukkermolekyler. Erythritol er et af de mere
populære herhjemme (bedre kendt som Sukrin), og det laves af glukose (druesukker) ved hjælp af en bakterie.
Siden man kan finde det naturligt i gærede produkter, f.eks. sojasauce og vin(26)er det teknisk set ikke et kunstigt sødemiddel.
De fleste sukkeralkoholer optages i delvist tyndtarmen og indgår derefter i almindeligt stofskifte, hvorfor de ofte indeholder energi
ligesom sukker gør. Erythritol er en undtagelse, for selvom omkring 60-90 % optages i blodet, kan kroppen ikke fordøje det videre
og udskiller det uændret i urinen. De sidste 10 % fortsætter ned i tyktarmen, hvor de naturlige bakterier nedbryder det - og kan
give diarre hvis man indtager store mængder. Erythritol er ganske gennemtestet og udover svagt øget nyrevægt ved meget høje doser,
lader det ikke til at være giftigt i selv store doser gennem lang tid(27,28).

Appetit og overvægt
Der florerer en del teorier om, hvordan kunstige sødemidler skulle påvirke vægten. Overordnet skulle man gå ud fra, at da
der ikke er nogen kalorier i, ville det være man tro, at hvis man skiftede en almindeligt sødet sodavand ud med en kunstigt sødet
sodavand, burde man over en periode tage mindre på. Hvilket også er det, man ser29: i de kontrollerede forsøg spiser folk mindre
energi og tager mindre på, hvis de skifter deres almindelige sodavand ud med light. Kigger man på derimod på befolkningsstudierne,
lader det omvendt til at fungere omvendt, idet man kan observere en stigende tendens til overvægt og vægtforøgning blandt folk,
som indtager store mængder sødemidler30–32. Meget kan dog forklares ved, at overvægtige netop benytter kunstige sødemidler
i et forsøg på at kontrollere deres overvægt. Overordnet set må man antage, at lightprodukter ikke gør hverken fra eller til(33,34)
men antageligvis ofte leder til overspisning, fordi man føler, man kan spise lidt ekstra af alt muligt andet. Heldigvis har man jo stadig
sin frie vilje og kan selv kontrollere, hvor meget eller hvor lidt man vil spise, sødemidler og appetit eller ej.

Konklusion
Om man vil indtage sødemidler er naturligvis en personlig sag, men det tyder dog på, at det er noget, man skal være noget mere
forsigtig med, end de officielle anbefalinger siger. Det er dog generelt svært at få et klart indblik i, hvor meget man skal indtage, før
lightprodukter begynder at blive skadelige. Jeg vil foreslå, at personer med tendens til at blive sensitive overfor stimulanser i en
periode helt holder sig fra lightprodukter og ser, om der er en forskel at mærke, hvis eller når produkterne efterfølgende bliver
genindført. For alle andre er der ikke meget at hente i forhold til appetit og vægttab, selvom det naturligvis er lækkert at kunne spise
noget sødt uden de ekstra kalorier. Bare det ikke er i for store mængder.


Referencer
1. Magnuson, B. et al. Aspartame: a safety evaluation
based on current use levels, regulations, and toxicological
and epidemiological studies. Critical reviews in toxicology
37, 629–727 (2007).
2. Walton, R. Survey of aspartame studies: Correlation of
outcome and funding sources. http://www.dorway.com/
peerrev.html (1996).at <http://www.dorway.com/peerrev.html>
3. Butchko, H. Aspartame: Review of Safety. Regulatory
Toxicology and Pharmacology 35, S1–S93 (2002).
4. Freeman, M. Reconsidering the effects of monosodium
glutamate: a literature review. Journal of the American
Academy of Nurse Practitioners 18, 482–6 (2006).
5. Meldrum, B. Amino acids as dietary excitotoxins: a
contribution to understanding neurodegenerative disorders.
Brain research. Brain research reviews 18, 293–314 (1993).
6. Institute of Medicine Dietary Reference Intakes for Energy,
Carbohydrate, Fiber, Fat, Fatty Acids, Cholesterol, Protein,
and Amino Acids (Macronutrients). (2005).
7. Bradstock, M. K. et al. Evaluation aspartame of reactions
to food additives : the aspartame experience. American
journal of clinical nutrition 43, 464–469 (1986).
8. Humphries, P., Pretorius, E. & Naudé, H. Direct and indirect
cellular effects of aspartame on the brain. European journal
of clinical nutrition 62, 451–62 (2008).
9. Walton, R., Hudak, R. & Green-Waite, R. Adverse reactions
to aspartame: double-blind challenge in patients from a
vulnerable population. Biological psychiatry 34, 13–17
(1993).
10. Schiffman, S., Buckley, C., Sampson, H., Massey, E. &
Baraniuk, J. Aspartame and Susceptibility to Headache —
NEJM. New England Journal of Medicince 317, 1181–
1185 (1987).
11. Troche, C., Pardo, R., Rafecas, I., Virgili, J. & Remesar,
X. Formaldehyde Derived From Dietary Aspartame Binds
To Tissue Components In Vivo. Life Sciences 63, (1998).
12. Liesivuori, J. & Savolainen, H. Methanol and formic acid
toxicity: biochemical mechanisms. Pharmacology &
toxicology 69, 157–63 (1991).
13. Röe, O. Species Differences In Methanol Poisoning. CRC
Critical Reviews in Toxicology 10, 275–286 (1982).
14. Integrated Risk Information System Methanol (CASRN 67-
56-1). Environmental Protection agency (1993).
15. Soffritti, M. et al. First Experimental Demonstration of the
Multipotential Carcinogenic Effects of Aspartame
Administered in the Feed to Sprague-Dawley Rats.
Environmental Health Perspectives 114, 379–385 (2005).
16. Soffritti, M. et al. Aspartame Administered in Feed,
Beginning Prenatally Through Life Span, Induces Cancers
of the Liver and Lung in Male Swiss Mice. American
Journal of Industrial medicine 53, 1197–1206 (2010).
17. Soffritti, M., Belpoggi, F., Tibaldi, E., Esposti, D. D. &
Lauriola, M. Life-span exposure to low doses of aspartame
beginning during prenatal life increases cancer effects in
rats. Environmental health perspectives 115, 1293–7 (2007).
18. Chiozzotto, D. et al. Results of life span carcinogenicity
bioassay on Sprague-Dawley rats exposed to aspartame
since foetal life. European journal of oncology 16, 81–97
(2011).
19. Halldorsson, T. I., Strøm, M., Petersen, S. B. & Olsen,
S. F. Intake of artificially sweetened soft drinks and risk of
preterm delivery : a prospective cohort study of 59,334
Danish pregnant women. American journal of clinical
nutrition 92, 626–633 (2010).
20. Brantsæter, A. L. et al. Association between intake of
artificially sweetened and sugar-sweetened beverages
and preterm delivery : a large prospective cohort study 1 –
3. 552–559 (2012).doi:10.3945/ajcn.111.031567.552
21. Burbacher, T. M. et al. Chronic maternal methanol
inhalation in nonhuman primates (Macaca fascicularis):
reproductive performance and birth outcome.
Neurotoxicology and teratology 26, 639–50 (2004).
22. Grotz, V. L. & Munro, I. C. An overview of the safety of
sucralose. Regulatory toxicology and pharmacology 55,
1–5 (2009).
23. Abou-Donia, M. B., El-Masry, E. M., Abdel-Rahman,
A. a, McLendon, R. E. & Schiffman, S. S. Splenda alters
gut microflora and increases intestinal p-glycoprotein and
cytochrome p-450 in male rats. Journal of toxicology and
environmental health. Part A 71, 1415–29 (2008).
24. Brahmachari, G., Mandal, L. C., Roy, R., Mondal, S.
& Brahmachari, A. K. Stevioside and related compounds -
molecules of pharmaceutical promise: a critical overview.
Arch. Pharm. Chem. Life Sci. 344, 5–19 (2011).
25. Brusick, D., Grotz, V. L., Slesinski, R., Kruger, C. L. &
Hayes, a W. The absence of genotoxicity of sucralose.
Food and chemical toxicology : an international journal
published for the British Industrial Biological Research
Association 48, 3067–72 (2010).
26. Shindou, T., Sasaki, Y. & Miki, H. Determination of erythritol
in fermented foods by high performance liquid
chromatography. Food Hygiene and Safety Science 175,
419–422 (1988).
27. Bernt, W. O., Borzelleca, J. F., Flamm, G. & Munro, I.
C. Erythritol: a review of biological and toxicological
studies. Regulatory toxicology and pharmacology : RTP
24, S191–7 (1996).
28. Munro, I. C. et al. Review Section Erythritol : An Interpretive
Summary of Biochemical, Metabolic, Toxicological and
Clinical Data. Food and chemical toxicology 36, 1139–
1174 (1998).
29. Wiebe, N. et al. A systematic review on the effect of
sweeteners on glycemic response and clinically relevant
outcomes. BMC medicine 9, 123 (2011).
30. Stellman, S. D. & Garfinkel, L. Artificial sweetener use and
one-year weight change among women. Preventive
Medicine 15, 195–202 (1986).
31. Forshee, R. A. & Storey, M. L. Total beverage consumption
and beverage choices among children and adolescents.
International journal of food sciences and nutrition 54,
297–307 (2003).
32. Fowler, S. P. et al. Fueling the obesity epidemic? Artificially
sweetened beverage use and long-term weight gain.
Obesity (Silver Spring, Md.) 16, 1894–900 (2008).
33. Mattes, R. D. & Popkin, B. M. Perspective Nonnutritive
sweetener consumption in humans : effects on appetite
and food intake and their putative mechanisms 1 – 3. 1–14
(2009).doi:10.3945/ajcn.2008.26792.1
34. Rolls, B. Effects of intense sweeteners on hunger, food
intake, and body weight: a review. The American journal of
clinical nutrition 53, 872–878 (1991).

-------------------------------------------------------------------------------------------------
Her kan du læse mere om Stevia 
 

 
Bewise
Indkøbskurv
Redigér kurvTil kassen
Ingen varer i kurven.
Varer total: DKK
Levering
Redigér kurvTil kassen
0
DKK
Levering: