Vi bruger cookies til at give dig en bedre oplevelse

For at gøre denne side og vores markedsføring mest relevant for dig anvender vi egne og tredjeparts-cookies til at lave statistikker, analysere besøg og huske dine foretrukne indstillinger. Ved at give dit samtykke tillader du, at vi anvender cookies, og at vi behandler personoplysninger, som indsamles via cookies. Du har altid mulighed for at trække dit samtykke tilbage.

Find produkt ...
 
Kundeservice
Tlf. 81 11 46 49 Kl. 9.00-15.00
Tilbud Nyheder

Thomas Rode - Kokken, træningsfreaken og hulemanden

 

Kiloene på vægtstangen betyder ikke så meget for Thomas Rode. For ham handler det
om at bryde ud af komfortzonen.Og om at vinde de små uofficielle konkurrencer mod
de andre velkendte hoveder i træningscentret. Vi har mødt stjernekokken, der spiser
som en hulemand, til en snak om usexede dumbbells, dybe squats og om konstant
at udfordre sig selv.
 



Klokken er 14.42 en almindelig torsdag eftermiddag. Jeg er netop stået af metroen på Kongens Nytorv og bevæger
mig mod Vinstræde 7. Her ligger Michelin restauranten Kong Hans, hvor jeg skal mødes med en af Danmarks
mest profilerede kokke, Thomas Rode Andersen.

”Hejsa, kom indenfor!”, lyder det ude fra køkkenet, da jeg træder ind over dørtrinnet til den fornemme kælderrestaurant.
Jeg får hurtigt øje på Thomas, der står ved et af køkkenbordene og er ved at klargøre rosenkål til aftens gæster.
Da jeg kommer tættere på, kan jeg ikke lade være med at smile over det syn, der møder mig: Thomas står frisk og
energisk og arbejder i et par Five Fingers sko, træningsshorts og en t-shirt med teksten ”R You Tough?” – ikke ligefrem
den typiske forestilling om en kok i arbejde. Men Thomas adskiller sig muligvis også fra den almindelige, måske lettere
fordomsfulde, forestilling om folk i kokkefaget. På trods af en arbejdsuge på 70 timer er der stadig tid til familien, aktive
fritidsinteresser og træning fire-fem gange om ugen.

Energi, selvsikkerhed og ikke mindst stolthed lyser ud af den 44-årige kok. Siden 1996 har Thomas været køkkenchef
og direktør på Kong Hans, og som han selv siger: ”Jeg elsker at være her, og jeg elsker at være i gang.”

Lige nu er der stille i restauranten, der først åbner for sultne gæster klokken 18. Lidt personale rumsterer rundt andre
steder i restauranten og gør klar til aftens serveringer. Trods den afslappede stemning kan man fornemme, at det er et sted,
hvor der er styr på sagerne og hvor intet er overladt til tilfældigheden.
 

Min krop var bare en maskine

Det særlige ved Thomas er, at han for tre-fire år siden lagde sit liv om.”Jeg havde det da fint nok. Jeg spiste bare,
hvad jeg havde lyst til, men jeg skænkede aldrig rigtig sundhed en tanke”, fortæller Thomas.

”Jeg tænkte mere på min krop som en maskine, der skulle virke, hvilket den jo også gjorde, og den skulle bare have noget
indenbords. Jeg kunne sagtens leve af pasta i en uge, hvis det skulle være. Men jeg syntes ikke, at jeg havde energi eller
overskud. Halsbrand, træthed og energiudsving var en fast del af min hverdag.”

Træning var heller ikke noget, der blev prioriteret højt. Halvandet års fodbold tilbage i drengeårene og lidt forfejlede forsøg
på løbetræning var, hvad det kunne blive til. Inaktiviteten og de dårlige madvaner blev dog for meget for Michelinkokken. I
slutningen af 2007 blev Thomas introduceret til CrossFit® og på trods af en alt andet end blid opstart, blev han hurtigt opslugt
af den nye træningsform.

”Til at starte med var jeg ved at omkomme til hver træning. Og dagene efter var ikke meget bedre. Trappegang og toiletbesøg
var et helvede og mine lårmuskler skreg nærmest af smerte”, siger Thomas med et skævt grin.

”Det ændrede sig dog hurtigt i takt med, at jeg kom i bedre form og motivationen blev ikke mindre af, at jeg kunne se resultater
allerede efter tre-fire måneders træning.”

Thomas, der er vokset op i et hobby landbrug, har som barn altid hjulpet til med at skovle møg, bære halmballer og andet
forefaldende arbejde. Det har, ifølge ham selv, bidraget til, at han altid har haft en okay grundform. ”Det gik overraskende
hurtigt med at få resultater, så jeg skulle nok blot genfinde min gamle form, de muskler man opbygger som barn har man
iboende resten af livet. Men de skal naturligvis bruges og vedligeholdes som alt andet”, fortæller han.

"Jeg synes en dumbbell er noget af det mest usexede, kedelige træningsredskab der findes.
Men mulighederne for at bruge dem er jo også mange, og jeg må også indse, at jeg skal have gang i
lidt mere dumbbell træning"


”Jeg er helt vild med den store variation, jeg finder i CrossFit®. Jeg kan godt lide det udfordrende og det legende element. Det
gymnastikinspirerede, atletikken, variationen, udforskningen og nysgerrigheden. Jeg synes en dumbbell er noget af det mest usexede,
kedelige træningsredskab der findes. Men mulighederne for at bruge dem er jo også mange, og jeg må også indse, at jeg skal
have gang i lidt mere dumbbell træning. Jeg skal nok bare lige i gang. Jeg kunne godt bruge nogle større guns”, griner Thomas.

”Ja, der kommer forfængeligheden jo ind i billedet!”. Thomas’ kone, Thilde, der arbejder side om side med sin mand på Kong Hans,
slynger en kommentar gennem lokalet med et smil på læben.

Thomas griner og fortsætter: ”At kunne se træningsmuligheder uanset hvor jeg er. Jeg tager tit over i parken med mit reb
og træner rope climbs samtidig med sprint, push ups og, hvad der ellers er mulighed for.

Han fortæller, at han dog træner meget udendørs; også selvom det er vinter. Og er for tiden i gang med at etablere en platform
til Olympiske løft midt i et rhodrodendronbed med udsigt ud over en smuk skovsø i sit sommerhus, som i forvejen er fyldt med
træningsgrej.

”Jeg er så heldig, at jeg træner sammen med en masse kompetente mennesker, der hele tiden hjælper mig på vej, og retter mig til,
hvis der er noget, jeg kan gøre bedre. Jeg træner ofte sammen Anders Knudsen, Butchers elskede OL træner, der måske bedre
er kendt som AA, Atlas Anders Knudsen. En yderst habil og committed Crossfitter og vægtløfter. Det motiverer mig ekstremt meget
at træne sammen med dygtige mennesker, og jeg føler samtidig også, at jeg gerne vil gøre mig umage for deres skyld. At de gider
bruge deres tid på at hjælpe mig og er villige til at dele ud af deres viden, det har jeg stor respekt for, og derfor respekterer
jeg også deres tid.”

Thomas sætter rosenkålen til siden og går i gang med fire broccolihoveder. ”Jeg varierer træningen meget mellem tunge dage og mere
voluminøse dage, så jeg kommer omkring det hele. Alt hvad jeg gør til træning, gør jeg for at bidrage til helheden. Når jeg sprinter,
er det selvfølgelig for at få en god cardiovaskulær form, men det er i ligeså høj grad for, at jeg kan overføre det til andre elementer
af min træning, hvor øget udholdenhed er en fordel. Her på det sidste har jeg svømmet del havsvømning. Det er grænseoverskridende,
når man som jeg ikke er nogen specielt god svømmer, at svømme fra Hornbæk til Ålsgårde i 1,5–2 meter høje bølger. Det er til
gengæld en euforiserende oplevelse der med syvtommer søm slår fast, at der ikke er nogen grænser for, hvordan man kan
sammensætte sin træning.”  ”Jeg prøver at få trænet olympiske løft to gange om ugen. Elementerne i olympisk vægtløftning, hvor
præcision, koordination og balance skal spille sammen på et splitsekund, er helt fantastiske. Det bryder mine komfortzoner på en
helt speciel måde, og udfordrer mig både mentalt og fysisk til det yderste.” Thomas, der ofte træner sammen med sin kone, elsker
at være i gang – både på arbejdet og i fritiden.

”Nogle gange tror jeg, at jeg træner for meget, fordi jeg vil det hele. Men når jeg så opdager, at jeg kan følge med 15 år yngre gutter,
så giver det et kæmpe motivationsboost! Og udover den mentale tilfredshed i at have været i gang hele dagen, så er der også noget lækkert
over den fysiske udmattelse. Når min lyske og mine lår er helt færdige efter en masse lunges, så har jeg det fantastisk! Jeg er dog
ved at skære træningen ned til tre-fire pas om ugen for også at få tid til andre ting – jeg har jo gang i en helvedes masse ting!”

Jeg tror, at mange er nysgerrige efter, hvad du egentlig løfter – er det noget du har tal på?

”Jeg har dødløftet 210 kg, cleanet 120 kg, snatchet 85 kg, frontsquattet 145 kg og kørt 10x10 med 100 kg i frontsquat, backsquattet 150 kg,
lavet 106 kg i overhead squat og så en clean and jerk på 115 kg. Så løber jeg en fem km på 20-21 minutter. Ikke nogen fantastisk tid dog.”

Alle dine squats, hvordan har dybden været på dem? Det er jeg ret overbevist om at folk vil tænke som det første, når de læser med.
”Det har alle sammen været ass to the grass! Men tal betyder ikke så meget for mig i træningen. Det er mere små konkurrencer med de
andre til træningen, som jeg synes er spændende og fedt.”
 

Mødet med paleo

Træningen fik så småt et solidt tag i Thomas og resultaterne kom hurtigt. Men kosten haltede stadigvæk og mesterkokken led stadig under
daglige op- og nedture i energiniveauet og irriterende halsbrand.

”I forbindelse med min træning blev jeg omkring september 2009 introduceret for begrebet paleo - hulemandsdiæten. Det var en træningsmakker,
der mente, at jeg skulle prøve det for at se, om det kunne optimere mine resultater. De første to-tre uger var helt forfærdelige. Jeg var så
tappet for energi, fordi jeg ikke fik alle de kulhydrater, jeg plejede.” Alt dette ændrede sig dog hurtigt og et energioverskud uden lige
begyndte at melde sig.


”Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke var træt på samme måde. Førhen var jeg tit ved at gå kold, inden vi overhovedet åbnede dørene til restauranten,
hvor der altså var seks-syv timers arbejdsdag tilbage. Mit mentale fokus og overskud var enormt, og jeg følte mig som født på ny. I øvrigt
foregik den tidligere omtalte havsvømmetur og de efterfølgende 3,5 km i løb tilbage til Hornbæk på fuldkommen tom mave, uden at jeg følte nogen
som helst form for træthed eller mangel på energi eller tegn på at være ved at gå sukkerkold.”

”Min kone har været med på det fra starten af, og tog det faktisk med sig til USA, hvor hun boede i et halvt år og vistnok forsøgte at hjernevaske
dem hun boede hos”, fortæller Thomas og smiler bredt.

”Hun har også oplevet markante forbedringer. Og selvom hun spiser store mængder af fedt, så har hun altså ikke en hængemave eller en stor
røv, og hun havde førhen problemer med lidt bumser og sådan, der poppede frem i ny og næ samt lidt konstant små løbende næse.
Det har hun ikke mere.”

Jeg er meget nysgerrig på, om der ikke er ting, som Thomas savner at kunne spise, med alle de begrænsninger paleo sætter. Jeg får
dog hurtigt indtrykket af, at Thomas ser paleo på en helt anden måde.

”Fordelingen derhjemme mellem paleo og ikke paleo er nok 80/20, som svarer meget godt til paleo 2.0 principperne. Vi tillader os at spise andre
ting, men lysten og trangen er der ikke rigtig mere. Jeg kan sagtens spise et godt stykke rugbrød eller et københavnerbirkes, hvis det er det, jeg har
lyst til. Jeg følger mit behov, men det behov har ændret sig meget. Når vi spiser ude er det nok der vi synder mest. Vi spiser det tætteste, vi kan
komme, på paleo, men gider heller ikke gå sultne fra bordet.”

Jeg savner ikke slik, sodavand, ris, pasta og kartofler. Og i stedet for at fokusere på alt det, jeg ikke spiser, så ser jeg hellere mulighederne i de gode
råvarer, der ikke er fyldt op med tilsætningsstoffer og andet lort. Vi bevæger os dog nok tættere på en 90/10 fordeling efterhånden, og jeg forsøger
mig faktisk snart med at skære lidt ned på mit forbrug af mælkeprodukter og nødder, da der ryger en del af det ned. Jeg spiser fandme
mange nødder!.”

Hulemanden har med andre ord ikke fuldstændig overtaget den vægtløftende kok, men der er ikke meget galt.

”Den største synder for mig er nok alkohol. Alkohol er jo så stor en medspiller rent socialt. Så det er her fruen og jeg vælger at synde når der
skal syndes og nyder gerne et godt glas vin, når vi har fridag sammen. Jeg drikker dog aldrig dagen før en træning. Både for min egen skyld, men igen
også af respekt for de mennesker der afsætter tid til at træne sammen med mig. Jeg synes, at jeg skylder dem og mig selv at yde mit bedste.”
 

Fokus på aktive valg og gode råvarer

Det bliver mere og mere klart for mig, at Thomas’ tilgang til både kosten og træningen handler meget om at kunne styre sig selv.

”Jeg ryger eksempelvis stadigvæk en gang imellem, men forskellen på nu og førhen er, at jeg kan styre det. Hvis jeg tager en cigaret,
så er det fordi, jeg aktivt vælger at gøre det og har overvejet meget, om jeg har lyst til det samt, hvad jeg får ud af det. Førhen var
der ikke mange tanker bag ved noget, der røg det hele bare ned. Det er det samme med min kost. Det handler om at lære at
styre, hvad man gør hvornår og at være 100 % afklaret med de valg, man tager. Tag nogle beslutninger der ikke nødvendigvis er 
bekvemme, men nødvendige.

Jeg har altid gået meget op i gode råvarer, men bare ikke altid når det omhandlede, hvad jeg selv spiste. Jeg kunne sagtens
leve af pasta i flere dage. Det er også en rar ting at spise; det er blødt, det er glat, det er nemt, det er let tilgængeligt. Ligesom ris.
Men det smager jo ikke rigtig af noget i sig selv. Ris er et godt medie til at transportere sovs ind i munden, men i sig selv gør det ikke
meget for smagsoplevelsen. Paleo handler for mig ligeså meget om at tilvalget af gode, velsmagende råvarer. Alting skal ikke smages
til med Tex Mex krydderi for at smage godt – og der skal ikke drikkes cola til alting. Ens smagsløg vænner sig også hurtigt til nye
ting. Jeg synes for eksempel, at vand smager bedre og bedre for hver dag, der går. Så det jeg også håber på er, at kunne inspirere folk
til er at prøve nogle nye ting, bryde deres vante rammer inden for madlavning og at vække nogle tanker om, hvad det er, de
egentlig går og spiser.”

Thomas medvirker for øjeblikket i sit eget tv program ”Rod i køkkenet” på Kanal 5, hvor han i hvert afsnit har to kendte danskere i
køkkenet, som skal dyste om at lave det bedste måltid. Der lægges paleo principperne dog på hylden. 
”Altså, jeg prøver da at liste det ind med et smil på læben, men det er jo ikke det, programmet går ud på. Men jeg prøver
da at sætte lidt pis i kog og håber, at det kan inspirere folk til at undersøge nye kostprincipper og forhåbentlig få nogle bedre
madvaner. Interessen for paleo lader også til at være stigende. Hvis vi tager udgangspunkt i salget af min bog, så er 3. oplæg lige blevet 
trykt og den har trods alt kun været ude i lidt over en uge”, fortæller Thomas og kan ikke helt skjule begejstringen.

Jeg er lidt nysgerrig efter, om hele den nye livsstil og ikke mindst udgivelse af bogen ”Stenalderkost” har haft en indflydelse på
menukortet på Kong Hans, der jo ikke just er kendt for at lave mad i hulemandens tegn. Og stenalderkosten har da også haft et lille
indtog på gourmetrestauranten.

”Vi har faktisk ændret både den store menu og vores á la carte menu således at man kan spise efter paleo principperne, hvis det er det,
man ønsker – det vil sige retter uden stivelse, tilsætningsstoffer, alkohol og sukker. Vi har dog stadig vores brød, som vi holder fast i, men vi
snakker lidt om også at skippe det og finde en erstatning. Jeg overvejer også meget kraftigt at starte noget nyt op, som skal være en slags
gourmet paleo mad”, afslører Thomas. Thomas har nemlig ikke længere nogen tilknytning til restaurant Palæo i Torvehallerne
i København, som han ellers var med til at starte op. Et take away sted har nemlig svært ved at forblive konkurrencedygtigt
med hensyn til priserne, såfremt stort set alle råvarer skal være økologiske og, hvis retterne skal fremtrylles af professionelle kokke.

”Jeg ville gerne skabe et spisested, som kunne stå som alternativ til de traditionelle steder såsom McDonald’s, pølsevognene og
kebabstederne. Jeg ved jo ikke meget om fast food spisesteder, så jeg allierede mig nogle folk, der var klogere på den slags, end
jeg selv var. Som projektet skred frem, kunne jeg godt se, at det var svært at holde prisen nede på det niveau, de andre
ønskede, hvis alle mine idéer skulle indgå i konceptet. Så jeg valgte at trække mig fra projektet. På et sådant spisested skal der jo
være en hvis sammenhæng mellem pris og flow. Jeg er jo også vant til at lave mad til folk, der godt ved, hvad tingene koster.”

For nylig er der åbnet endnu et spisested i Palæo kæden lokaliseret i Pilestræde i København. Dette har Thomas dog heller ikke
nogen tilknytning til.

”Jeg føler også, at det at lave mad efter paleo principperne har givet mig ny lyst til at lave mad. Det har brudt nogen komfortzoner og
udfordrer mig i at skulle lave mad efter nogle principper, jeg ikke er vant til. Mange af mine kollegaer inden for faget stillede godt nok
lidt spørgsmålstegn ved projektet til at starte med, selvom de godt kunne lide grundidéen. Såfremt jeg åbner mit helt eget paleo sted,
skal det være med mine egne principper bag. Det vil sige mere fokus på økologi og ikke mindst god smag på maden.”

Med tiden er Thomas også begyndt at skære mere ned på mælkeprodukter, som han ellers har benyttet i stor stil, også i den
professionelle madlavning.

”Hvis jeg havde udgivet bogen nu, så var desserterne blevet fjernet, ligesom jeg nok havde valgt at skære ned på
mælkeprodukterne, men det må jeg jo så koncentrere mig i den næste bog, som jeg allerede så småt er gået i gang med. Man
bliver fastholdt i den forestilling om, at man skal have noget sødt. Jeg er heller ikke meget for sødemidler som xylitol, Stevia og
hvad der elles bliver brugt, fordi så hænger man sig stadigvæk i at skulle have den søde smag hele tiden.”
Thomas er blevet færdig med broccolien og rosenkålen og henter nu en stor gryde fyldt med friske havsnegle, som han en ad gangen
går i gang med at tage ud af sneglehusene.

”Det handler for mig også om at lave mad, der smager så godt, at man ikke engang har lyst til en sød dessert bagefter. Men de
mælkeprodukter jeg bruger, er altid så fede som muligt, så det er så tæt på den naturlige form, som det kan lade sig gøre. Til at stege
i bruger jeg også klaret smør, som kan klare høje temperaturer.”
 

Hvordan ser en typisk paleo dag ud for dig?

”Hvis det er en perfekt dag, så står jeg op omkring klokken otte eller halv ni og får min morgenmad. I går fik jeg eksempelvis en
salat på både grøntsager og blade med æg til. Jeg kan også godt lide at komme noget kvalitets tun i samt hørfrø olie, avocado olie
og så en kop kaffe og noget vand. Når jeg så er mødt ind på arbejde, får jeg faktisk ikke spist så meget. Tro det eller ej, selvom
jeg går og laver mad hele tiden, så bliver der faktisk ikke spist særlig meget. Min frokost vil typisk være nogle stegte pølser og æg.
Jeg spiser generelt rigtig mange æg. Grundet restaurantens åbningstider spiser vi alle sammen aftensmad klokken halv fem, og
det er meget forskelligt, hvad jeg får, fordi vi spiser sammen. Men jeg tager det, som jeg kan, og der er altid nok til, at jeg kan blive
mæt.

Hvis det skulle være en helt perfekt dag, så ville jeg nok spise lidt mindre til morgenmad, få et lækkert måltid igen omkring klokken
to og så spise et godt måltid igen omkring midnat, hvor jeg har fri.”
 

At skifte til paleo

Hvad tror du, også baseret på dine egne erfaringer, er de største udfordringer for den ”almindelige” dansker, som vil skifte til paleo?
”Det største problem er nok, hvis man ikke er forberedt. Hvis man pludselig bliver sulten, mens man er på farten, så ved man jo godt
hvor McDonald’s ligger. Altså, jeg spiser stadig selv McDonald’s, hvis lysten melder sig, men det gør den bare ikke særlig tit
mere.

Det er vigtigt at lære sig selv at kunne differentiere mellem sult og trang. Sult er en meget basal og kontrollerbar følelse, selvom
den selvfølgelig stadig i høj grad vil sløre rationelle valg. Men trang og cravings er det, man især bør forhindre opstår.

Så det handler i høj grad om at sætte sig ind i tingene og så planlægge. Tilberede maden i større mængder så man kan have lidt med.
Og ikke mindst: Vær modig. Man kommer til at bryde nogle komfortzoner i starten, fordi man ikke laver den mad, man er vant til. Kål
er for eksempel fantastisk til fisk og kød, om det er råt eller tilberedt. Og så er det billigt.

Kan du give tre gode råd til folk der ønsker at skifte til paleo?

”Bryd komfortzonerne og brug de evner du har i køkkenet på de nye råvarer.”

”Udfordr dig selv.”

”Smag på maden – der skal så lidt til at få det til at smage godt, og det behøver ikke være kedelig mad.”

Nu har vi hørt en hel masse om de fantastisk mange ting, du har gang i, både privat og på arbejdet. Hvordan finder du tid til det hele?

”For det første så har jeg ikke noget fjernsyn,og jeg spiller meget sjældent computer eller Playstation. Selvom jeg dog elsker at spille,”
fortæller Thomas og griner.

”Men jeg synes, det er fuldstændig spild af tid at bruge en hel aften foran fjernsynet. Jeg vil hellere af sted og lave noget. Når jeg ligger
ude i Øresund og jager med min harpun i den ene hånd og min lygte i den anden i midten af december og kan se isen i vandoverfladen
inde ved bredden, så har jeg det godt! Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på de stakkels mennesker, der sidder og spilder
tiden foran fjernsynet og spiser chips. 

Det handler om at prioritere, og jeg kan godt lide at være i gang og flytte noget. Man får ingen energi af at ligge på sofaen med en
plaid – det kan man gøre, når man har fuldstændig kneppet sig selv! Livet går jo ikke i stå, fordi man får en kæreste og et hus i Herlev.”

Så hvis folk synes, de mangler tid til at træne, hvad ville dine råd så være til dem?

”Jamen har de tid til ikke at træne? Man får så meget energi af at være i gang og så handler det om prioritering. Jeg laver naturligvis
også meget og stiller store krav til mig selv, det er jeg klar over, og jeg vil gerne fylde alle hullerne i min kalender. Og jeg er overbevist
om, jeg kan meget mere nu end før grundet min livsstilsændring. Det skyldes også i høj grad mine ændringer i madvanerne. It all starts
with food. Jeg håber da også på, at kunne inspirere andre til at ændre vaner. Kokke- og tjenerfaget er jo fysisk hårdt, og det er vigtigt
at kunne være i gang i mange timer uden at gå ned. Da jeg var i lære, var der ingen, der løb eller dyrkede motion, men det er heldigvis
ed at ændre sig nu. Nogle af mine kollegaer har også fortalt mig, at jeg er en stor inspiration for dem, og det er en kæmpe motivation for
mig – det gør mig rigtig glad.”
 

Et godt råd

Vi har været omkring utroligt mange ting, og det har været enormt spændende at få et indblik i din hektiske og aktive hverdag. Har du nogen
afsluttende kommentarer til folk her til sidst? ”Ja. Værdsæt den krop du har fået, brug din krop og spis noget ordentlig mad! Det har givet mig
så enormt et overskud. Jeg kan ikke andet end sætte to store, fede streger under det. Overskud til at være en god chef, en god kollega,
far, ægtemand, eksmand og ikke mindst en god elsker.”


Forfatter: Danni Hvidtfeldt 
Kilde: Træningsmagasinet 


Proteinpulver samt kreatin er det mest benyttede kosttilskud. Du kan læse mere om proteinpulver



















 







 





 
Bewise
Indkøbskurv
Redigér kurvTil kassen
Ingen varer i kurven.
Varer total: DKK
Levering
Redigér kurvTil kassen
0
DKK
Levering: